I festskriftet i anledning af Johannes Dragsdahls 70-års dag valgte redaktionen Paulus' ord "Sandheden tro i Kærlighed" som bogens titel. At søge sandheden bag de ydre begivenheder i livet som sandheden bag menneskers tænkning og religion var Johannes Dragsdahls stræben.

"Sandheden tro i Kærlighed" var valgsproget for hans slægt - den uortodokse teolog-familie Scharling - gennem generationer. Og det har præget dem. Johannes Dragsdahls morfar, den teologiske professor Henrik Scharling (der ud over flere filosofiske og teologiske værker i øvrigt også skrev "Ved Nytaarstide i Nødebo Præstegaard"), var kendt for sit udbrud: "Sandhed - om så himlen knuser mig!" Men samtidig var han meget optaget af, hvad der var ret og rimeligt for andre.

Dette mønster gentager sig for Johannes Dragsdahl allerede i ungdommen, da han gjorde det sensationelle for første gang at stifte en kristelig fraktion i Studenterforeningen. Her blev hans bedste samarbejdspartner den ateistiske fraktion! Efter sin teologiske embedseksamen blev han præst på Christianshavn og arrangerede senere utraditionelle gudstjenester for kirkefremmede i Nikolaj Kirke i København.

Mødet med den danske mystiker Martinus' kosmologi - tanker om forholdet mellem Gud og menneske - kom til at få stor betydning for Johannes Dragsdahls senere livssyn. Det ledte ham videre til ivrige studier af bl.a. atomfysik, dybdepsykologi, åndsvidenskab, parapsykologi, indisk visdom, antroposofi o.s.v. En emnekreds, han forskede i lige til sin død - måske ofte i konflikt med kirken, men altid med urokkeligt afsæt i kristendommen.

En særlig betydning fik en serie kronikker og artikler i midten af 80'erne, hvor Johannes Dragsdahl i spørgsmålet om nyreligiøsitet kritiserede Dialogcentrets "gammeldags hedningemission" og folkekirkens hang til "at forvride og fordreje for at kunne ende med den samme (falske) påstand, man egentlig havde på forhånd". De blev det direkte anstød til, at ca. 100 præster fra hele landet dannede "Kirkeligt Forum til Udforskning af et Nyt Verdensbillede" for bl.a. at undersøge, hvordan dybdepsykologiens og åndsvidenskabens livssyn kan forny folkekirkens kristendomssyn.

Men der, hvor Johannes Dragsdahl nok har haft den allerstørste betydning, er som foredragsholder over hele landet - og som højskolemand. I 1954 stiftede Johannes Dragsdahl Søtoftegård Højskole, som blev hans livsværk. Her fungerede han som højskoleforstander frem til 1989 og fortsatte derefter som lærer indtil sin død. Allerede fra begyndelsen har alle de emner, der er blevet taget under behandling, altid været højst uortodokse. Maden var grøn, kurserne handlede om kristendom fra nye vinkler, åndsvidenskab, dybdepsykologi, kunst og bevidsthed, filosofi, mystik o.s.v. I knap 20 år var Søtoftegård Højskole det eneste sted, hvor man beskæftigede sig med den slags emner.

Johannes Dragsdahl afskyede al guru-dyrkelse, dogmatik og tro på, at der findes "nemme sandheder", der kan "frelse os alle". "Søtofte" skal være et frit åndeligt forum, hvor man tager, hvad man kan bruge og lader resten ligge, gentog han ofte. Han var også altid den første til "at luge ud i egne rækker" - ikke bare hvad angår kirken, men næsten endnu ivrigere på hans andet central-område - åndsvidenskaben. "På åndsvidenskabens område finder vi også strejf af autoritetstro, der ikke stemmer helt overens med åndelige formål. Vi kan finde en blind tillid til "fænomener" uden grundlag af sagkundskab. Vi kan finde strejf af østlig verdensflugt", skrev han i en kronik i et af de store dagblade. Derfor var nok en af hans primære tanker med Søtofte at udvikle evnen til at skelne skidt fra kanel hos søgende, åbne og åndeligt interesserede mennesker - og gøre opmærksom på det vigtigste - og sværeste: Udfordringen i det at udvikle sig selv findes i det helt nære, i dagligdagens sammenhænge.