Gensyn med Søtofte (marts 72)
- glimt udvalgt af Lene Borring Dragsdahl

Fem måneder kan være en lang tid – rent mentalt. Og min hjemkomst har været præget af, at der er sket meget under mit fravær, både på Søtofte og i mig. Mærkeligt nok ad ret parallelle linier.

Overfor Indiens overvældende problemer fik jeg en dyb respekt for de mennesker, der – ofte alene – giver sig i kast med en løsning nedefra, i de små ting, der trods alt bygger det store samfund op. Overfor dem blegner de imponerende idealister og råbende revolutionære, der på fine kontorer eller velbesøgte talerstole fjernede sig mere eller mindre ud i teorier og ideer.

Når man selv har hørt til sidstnævnte, tager det sin tid at tilegne sig en sådan ny erfaring.

På Søtofte er samtidig sket det, at en solid gruppe har holdt sammen en vinter igennem og derved har kæmpet sig igennem hverdagens konflikter frem til et fællesskab om arbejdet med de små ting. Der er udrettet meget hernede rent praktisk. Men der er også skabt en tradition for ”hellere handling end ord”.

Kan vi indbygge disse vore fælles erfaringer i et skoleliv? Kan vi med sommer- og vinterkursus få deltagere til at opleve sig som et samfund, der arbejder sammen om løsning af opgaver og konflikter?

Det vil – ved siden af foredrag og samtaler – være den bedste undervisning i, hvad tidsskiftet kræver af os personligt.

Der sker altså det, at hver gang nye impulser hentes hjem til Søtofte, bliver stedet ikke et andet, men det bliver rummeligere.

Den nye verden vil blive pluralistisk: præget af mangfoldighed (rummelighed) i meninger og i personlige behov. Således vil Søtofte også spænde over et bredt spektrum: fra afslappede værkstedsaftener til meditationer i vognporten, fra ensomme topoplevelser i skoven til fælles lytten ved foredrag.

Kan vi skabe den nye verden i det små? Og i de små ting?

Jd.

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse.