Om det kollektive
- glimt udvalgt af Lene Borring Dragsdahl

I august 72 skrev Per Brix i Søtoftes blad ”Ny Horisont” – og det kunne lige så godt have været skrevet af Johs. – det var gruppens konklusion, og jeg synes det skal med her, for det er en god beskrivelse af hvad vi gik og tumlede med:

-

”Hele sommeren har vi på Søtofte eksperimenteret med, hvordan vi kunne drive stedet som en gruppe. Det har gået meget op og meget ned i løbet af denne tid.

Vi er en gruppe meget forskellige mennesker hernede, mere forskellige end mange af de steder, hvor man også eksperimenterer med kollektiv ledelse.

Vi har meget forskellig alder, og dermed i sig selv meget forskellig erfaringsbaggrund. Ydermere kommer vi fra forskellige miljøer og uddannelser, og har dermed forskelligt sprog, forskellige ideer om hvad der er rigtigt og forkert, og på alle måder forskellig baggrund for det vi siger og mener. Nogle har været her meget lang tid og har dermed været med til at bygge på stedet, andre har været her i kort tid.

Tilsammen har vi nok fungeret meget skidt og meget fint. I nogle perioder har vi haft så store indre vanskeligheder i denne vor basisgruppe, at det har gået ud over deltagerne på kurserne. Hele stedets grundstemning afhænger jo i høj grad af, hvordan vi har det med hinanden og med os selv. Andre gange har det hele bare gledet, og der har været mulighed for, at den gode stemning kunne brede sig fra os til deltagerne.

Jeg tror at arbejdet i en gruppe på én gang er hovedvejen og sidesporet. Afhængigt af hvordan gruppen fungerer, kan den være inspirerende, kreativ, aktivitetsprovokerende og indlæringsbefordrende, eller den kan være hæmmende, nivellerende, passivitetsfremmende og indlæringsblokerende. Om det er noget man som gruppemedlem kan gøre noget ved, er så det store spørgsmål.

Under arbejdet med at finde ud af, hvad for en gruppe vi er, og hvordan vi kan komme til at fungere sammen, er vi stødt på mange ting, der kunne være en debat værd. Mest centralt har efter min mening været forholdet til angst, disciplin og snak.

Når man arbejder i en gruppe, bliver det meget nemt angsten der får lov til at bestemme. Det jeg andetsteds har kaldt nej’ets diktatur. Det er almindeligt menneskeligt at være bange, især bange for det nye og uforudsigelige, det uafprøvede. På Søtofte beskæftiger vi os meget med sådanne ting på grund af vores eksperimenterende arbejdsform. Spørgsmålet, dilemmaet, er da hele tiden, i hvor høj grad man skal tage hensyn til hinandens angst, og i hvor høj grad man skal udøve pres. Ofte udspringer angsten af dårlige erfaringer, og spørgsmålet, måske Søtoftes hoved spørgsmål, bliver da: hvordan hjælpe hinanden til at få nye erfaringer?

Vi bliver hele tiden konfronteret med behovet for disciplin eller rettere følgerne af manglende disciplin. Også på dette område kan en gruppe virke i begge retninger. Den kan betyde, at man lader stå til, så at sige opmuntrer hinanden til at gøre det man ikke har lyst til. Eller den kan virke befordrende for den selvdisciplin, som vi vist alle sammen erkender, at vi ikke har nok af.

Vi har snakket meget i sommerens løb. Nogle gange har vi med snak fået løst meget vigtige problemer, andre gange har vi fået lavet en masse problemer med denne snak. Hvornår snakken er konstruktiv og hvornår den er destruktiv, har vi ikke kunnet opstille nogen regler for, men det er meget vigtigt at være sig helt bevidst med, hvad for en slags problem det er man prøver at løse ved at snakke. Nogle problemer, for eksempel at man ikke holder nok af hinanden, kan simpelthen ikke løses på denne måde, det garanterer jeg, eksperten på dette område, for.

På disse fire områder er det så nemt at tage hurtige, uigennemprøvede standpunkter. I stil med: ”gruppearbejde er noget møg”, ”angst skal overvindes”, ”disciplin er af det onde” og ”man skal handle i stedet for at snakke”. Det er bare for nemt. Jeg tror vi alle sammen må igennem den smertefulde proces det er at indhente nye erfaringer gennem afprøvninger. Og derigennem nå frem til at finde ud af, hvornår det er konstruktivt, og hvornår det er destruktivt at lave et gruppemøde, hvornår det er helt forkert at bøje af overfor et menneske der siger ”jeg har ikke lyst” eller ”jeg tør ikke”, og hvornår det er rigtigt at tage hensyn, hvilke ting det er godt at snakke om og hvilke ting det er skidt at snakke om, og endelig hvornår og på hvilken måde disciplin og selvdisciplin er nødvendig. Ellers bliver vi ideologer, og det har vi ikke lyst til.”

Per

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse.