Om at sige ja til udfordringen eller om jeg-power. Praktiske erfaringer fra et halvt år på Søtofte.
Pludselig havnede jeg her i oktober. Jeg havde aldrig hørt om stedet før. På det tidspunkt var Johs. allerede taget af sted til Indien, og det var ikke begyndt at sne endnu. Vinteren forløb stille og roligt, uforpligtende som en forlovelsestid. Hvis der kom for mange problemer, kunne jeg jo bare rejse.
Så begyndte dagene for alvor at blive længere. Johs. og Per kom, og Jørgen, Le og Erling rejste. Vi nærmede os sommeren med alle kurserne, som vi på en måde havde gået og ventet på, men alligevel havde jeg i hvert fald ikke rigtig overskuet, hvad det egentlig førte med sig. Pludselig lød spørgsmål som: engagement, målsætning, hvad vi hver især kan bidrage med..? Vi kom ind i en forpligtende fase som et bryllup.
Hvad kan jeg bidrage med, hvilke kvalifikationer har jeg – jeg er jo bare militærnægter! Jeg tænkte meget på at flytte. – Så blev jeg gjort opmærksom på, at det med at flytte ville være det samme som at stikke af fra problemerne – og det var jo egentlig rigtigt nok. Det her er en chance, en kæmpechance som måske ikke kommer igen. Jeg vil tage imod tilbudet, sige JA, tilbudet om at lære noget, der har min interesse og arbejde for det, både med køkkenhave, pædagogisk arbejde, planlægning og private studier, og dem bliver der mange af.
Det er som om der er affyret et startskud. Jeg er på vej fra en nyde-situation til en yde-situation. Eller som en anden har udtrykt det:
Jeg vil lave samfundet om
Fordi jeg tror på det kan blive bedre
Fordi JEG er MIG
Og fordi jeg er en del af dette der er forkert
Hvis det skal fortsætte
Bliver JEG nødt til at arbejde FOR det
Jeg har meldt mig ind, påtaget mig et ansvar, forpligtelser og arbejde.
Ole