Et par glimt + en udtalelse som blev sendt til justitsministeren og fængselsdirektøren:

-

Siden starten i 1955 har sommerskolen i virkeligheden været en skole i kommunikation – med al den begrænsning, der består i at måtte arbejde med korte kursus og med deltagere, der samtidig ønsker at holde ferie.

Svaghederne i det moderne samfund er i dag endnu mere iøjnefaldende, end da vi begyndte på Søtofte: mennesker, der bliver fremmede for hinanden, for deres arbejde og for dem, der styrer samfundet. Denne fremmedgørelse, som mange filosoffer har talt om, virker endnu mere grelt i dag, hvor vi oplever den fuldt ud i praksis. Det er den, der slår ud i den politiske situation som undertrykkelse, krige og grusomheder. Og den har verdens-rækkevidde.

Disse tilstande kan ikke ændres blot ved politiske eller økonomiske midler. Der må ske en ændring i hvert enkelt menneskes opmærksomhed overfor sine omgivelser. Vi må tilegne os forståelse af andre, umiddelbarhed overfor naturen, ansvarsfølelse i samfundets anliggender. Ellers vil alting bare blive formet mere og mere upersonligt. Et moderne udtryk kalder det udvidelse af bevidsthed. Det er på dette felt, Søtofte prøver at være en højskole – en højskole for verdensborgere.

Udgangspunkt for vort arbejde som skole er, at vi ikke tror man kan presse noget menneskes udvikling igennem – men vi kan skabe mulighed for, at der opstår situationer (og flest muligt af dem!) der giver impulser, hvis og når man vil tage imod dem. Bag alle disse impulser ligger en bevidst hensigt: mennesker ankommer måske til Søtofte med ret faste ideer om, hvad der er i vejen med andre, og om, hvordan verden bør indrettes, de lever måske i en lille cirkel af interesser eller problemer. Men vi må alle arbejde på at åbne den cirkel. Det kan ske mange andre steder end på Søtofte. Det kan ske længe efter, at man (måske) utilfreds forlod stedet. Men det må nødvendigvis ske for ethvert menneske, hvis der skal blive fred i verden.

Virker straf til det bedre? 23.-29. juni 69

Ugen om straf blev i virkeligheden til et seminar om forbrydere og straf. Beklageligvis måtte man begynde med et meget lille antal deltagere og en stor usikkerhed om, hvad man skulle med hele foretagendet.

Mandag aften gennemgik jd. en antologi af norske fangers vurdering af deres situation, der klart viste, at fængselsophold nedbryder netop de menneskelige værdier, som skulle hjælpe forbryderen til et normalt socialt liv.

Efter jd. havde holdt et par foredrag om opdragelse og udvikling i kosmisk og psykologisk belysning, fik vi besøg af Robert Kristensen fra KRIM, der på sin dejlige bramfri måde kunne lægge den kriminelles problemer frem for os. Han fik os til at elske forbrydere.

Dagen derpå fik vi besøg af Klaus og Lotte Levy, hvor særlig Lottes righoldige materiale fra socialrådgiverens arkiver viste os, hvorledes samfundet rent ubevidst prøver at skabe forbrydere fra første færd og derpå holde dem indkredset. Et synspunkt, der i et senere foredrag af psykologen Bo Jarl blev udtrykt således, at samfundet er nødt til at have sine forbrydere for at samfundets pæne mennesker selv kunne føle sig retfærdige.

En inspirerende oplevelse var det at møde forstander Lange-Jacobsen fra Kofoeds skole med sin store tillid til at kriminelle specielt indenfor stofmisbrugernes gruppe gennem indbyrdes tryghed kunne rette hinanden op.

Ture og Lis Andersen bidrog hver på sin måde til at vise os vor medskyld i hver menneskelig situation. Kriminologen Jørgen Jepsen rundede på fortrinlig måde ugen af ved at give et indblik i, hvorledes man forsøger at reformere i fængselsvæsnet. Jørgen Uhrskov gav et meget personligt indblik i samfundets behandling af de unge stofbrugere.

Ugens stemning blev takket være disse medarbejdere mere og mere intens, således at man søndag formiddag kunne samarbejde om en udtalelse til justitsministeren og fængselsdirektøren, hvorpå vi kunne slutte ugen med en dyb tilfredshed over at have udført en arbejdsopgave – og virkelig at have set ind i nogle nye, men meget krævende perspektiver.

Vi har senere modtaget en pæn kvittering fra fængselsdirektøren, der meddeler, at ”de synspunkter, der har fundet udtryk i udtalelsen, vil indgå i det reformarbejde der er i gang”.

Udtalelse fra kursusugen ”Virker straf til det bedre”

En kreds af lægfolk har været samlet på Højskolen Søtoftegaard til et seminar om forbrydere og straf. Under medvirken af sagkyndige foredragsholdere har man gjort en række iagttagelser, hvoraf følgende er tilstillet justitsminister og fængselsdirektør og ønskes viderebragt til en større kreds:

Vi konstaterer, at fængsling i almindelighed nedbryder de egenskaber i mennesket, der netop skulle have gjort det til en skabende medborger. Det store antal tilbagefald giver anledning til eftertanke. Det grundsyn, at forbrydelse skal rammes med gengældelse og straf svarer ikke til nutidens psykologiske og sociale erfaringer, og vejledning bør i stedet være et hovedpunkt i fængselsforsorgen.

1. Samfundssystemet bidrager i sig selv til at skabe lovbrydere, bl.a. ved sin familie- og boligpolitik. Specielt må bemærkes, at udtalelser fra børneskolen ofte affattes på et meget tilfældigt grundlag og virker som anklageskrifter, men i givet fald inddrages i domstoles vurdering af mennesket højt op i årene. Vi ønsker også at påpege det urimelige i, at tilfældige ringe forseelser i barnealderen forårsager et helt politi- og retsmaskineri sat i arbejde, således at f.eks. en forsvunden pakke cigaretter kan medføre en lang række alvorlige sjælelige chok for et barn uanset dets skyld eller ikke-skyld.

2. Det må ønskes, at advarsel og betinget dom bliver anvendt endogså endnu mere, end det allerede er tilfældet. Desuden bør det undersøges, hvilke områder der yderligere kan afkriminaliseres, som det allerede er sket med homoseksualitet, porno etc. I øvrigt bemærkes det, at retsmaskineriet fungerer for stift, ofte fordi juristerne ikke har den nødvendige kontakt med alle samfundslag. Vi har bemærket, at anklagede undertiden ikke forstår rettens sprog og derved får deres stilling forværret. En særlig undersøgelse bør foretages af børneværnets stilling i sager mod børn. Den nuværende valgmetode sikrer ikke, at børneværnets repræsentanter er egnede til at varetage børns interesser. Det var ønskeligt, om f.eks. familievejledere overtog børneværnsrepræsentantens rolle i retssager vedrørende børn, samt at deres kompetence ikke overlades til politiets skøn, men lovfæstes. Vi indser, at dette må kræve yderligere tilgang og mere sikrede forhold for familie-vejleder-institutionen.

3. I fængselsforsorgen bør bevogtningspersonalet udsøges og uddannes ud fra medmenneskelige og pædagogiske kriterier. Det bør understreges, at personalets holdning til de indsatte er et helt centralt punkt i fængselsforsorgen. I øvrigt bør præget af bevogtning reduceres mest muligt: brevcensur bør i henhold til grundloven afskaffes, der bør være mulighed for friere samkvem mellem de indsatte indbyrdes og frem for alt med folk udefra (f.eks. ægtefæller og deltagere i fængslets studiegrupper), der bør ydes de indsatte en normal løn for arbejdspræstationer og bør overlades dem normale arbejdsområder. Det må i det hele tilstræbes, at fængselslivet mest muligt nærmer den indsatte til det daglige samfundsliv.

4. Der bør ydes en bedre forsorg efter løsladelsen, f.eks. med sikring af et eksistensminimum gennem nogle måneders kontant pengehjælp og adgang til særlige pensionater som mellemstationer til det nye hverdagsliv. Det vil være væsentligt, at tidligere indsatte inddrages i forsorgen såvel som i hele planlægningen af fængselsreformer.

Vi er vågne for, at fængselsforsorgen kun kan reformeres på menneskeværdig måde i takt med en samfundsudvikling og et ændret syn i offentligheden, der bygger på forståelse af, at vi alle på mange måder er medansvarlige for forbryderens situation. Dertil kræves en større åbenhed og et intensiveret oplysningsarbejde.

Hvad er bevidstheds-udvidelse? 7.-13. juli 69

Ved programmets tilrettelæggelse havde vi forudset en række foredrag om eksperimenter med bevidsthedsudvidelse i tidernes løb. Rækken blev formet omkring følgende emner: Det ubevidste menneske – mysterievisdom – meditation – psykoanalyse – psykedeliske stoffer – Rudolf Steiner.

Gruppen, der mødte mandag, var veloplagt, og det gav os yderligere mod til at springe ud i forsøg med forskellige mentale øvelser, som vi havde opsamlet på diverse sensikurser. Vi bad gruppen være medarbejdere, da det for os var første forsøg – men kan vist godt indrømme, at gruppen helt og fuldt lod sig rive med.

Efter at vi havde sorteret de forskellige mulige øvelser, blev de afviklet i denne rækkefølge: tirsdag formiddag øvelser i afspænding samt indledende øvelser i bevægelse til rytmemusik, først hoved, så arme, så overkrop, så fri dans. Onsdag på græsplænen almindelig trafik med at se i øjnene, spejløvelse etc. afsluttet af blindeøvelse, hvorpå man parvis blev sendt ud på de fem sansers øvelse – alt i alt gav det en anelse om, at vi har andre kommunikationsmidler end mund og ører.

Torsdag blev man opdelt i smågrupper med den opgave at fremstille ”gruppens situation rumligt set”, i hver enkelt gruppe indledet af en grundig debat om, hvorledes man i øjeblikket følte problemstillingen på Søtofte. Resultaterne blev overordentlig vellykkede og befriende og bragte deltagerne ind i en umiddelbar ansvarsfølelse for, hvad der egentlig foregik. Fredag kunne fortsættes med firkantpuslespil og forskellige former for rollespil, hvor deltagerne skulle udvide et modsat temperament og tilbøjelighed af det, der lå dem nærmest. Man fik herved udbygget sit kendskab til uvante sider af sig selv. Lørdag bragte en kulmination, idet man med faldøvelse og hulemeditation fik antydet en kommunikation på helt andre planer end de sædvanlige.

Søndag formiddag var planlagt et lille symposium om 1970’ernes menneske i et forsøg på at besvare et spørgsmål om, hvad alt dette skulle bruges til. Her fik vi et uforglemmeligt møde med en af deltagerne, John Mortensen, der fra en central placering i forretningslivet kunne skildre den nye ”fleksible mennesketype”, der arbejdes hen imod gennem kurser og organisatoriske omlægninger i forretningsverdenen. Vi følte, at den forløbne uge havde åbnet også vores forståelse i denne retning. Johns improviserede redegørelse blev et uventet og strålende bidrag.

Den klareste konklusion af ugens arbejde blev udtrykt af en deltager, der under den afsluttende vurdering sagde: ”Jeg troede, jeg skulle høre en række foredrag om fjerntliggende bevidsthedsudvidelser, men blev tvunget til rent praktisk at indse, at bevidsthedsudvidelse først må ske i forholdet til mine nærmeste omgivelser.” Ugen må betegnes som absolut harmonisk og produktiv, fordi gruppen var så overordentlig villig til at arbejde positivt med de opgaver, den blev stillet overfor.

Jd.