Kom-kommune-kommunikation…
- glimt udvalgt af Lene Borring Dragsdahl

Kommunikation arbejder vi med, men hvad ligger der i ordet andet end at meddele sig til hinanden – og så trafikmidler… Kommune betyder fælles, kommunikere at gøre fælles, stå i forbindelse med.

Hvad er det, vi skal stå i forbindelse med og hvordan? Hvad er det der skal gøres fælles?

Kom begyndte jeg med at skrive, for jeg tror at det er nødvendigt med en væren-til-stede.

Jeg tror der er tre kommunikationer, der skal arbejdes på. Jeg siger med hensigt arbejdes på i stedet for at sige ”skal fungere”, for jeg tror ikke, at kommunikation er noget man bare lige lærer, men at det er noget man evigt må arbejde på, kæmpe med, eksperimentere med. Jeg tror heller ikke, man altid kan arbejde på alle tre former samtidig, men af og til må arbejde lidt mere med den ene eller den anden. Men jeg er helt overbevist om, at målet må være at få balance i de tre former for kommunikation for at blive et ”rigtigt menneske”.

Kommunikation med sig selv – med omgivelserne – med universet. Den irreligiøse kobler sidste led ud, eneboeren kobler mellemleddet ud, og den der altid synes, det er de andres fejl kobler første led ud. Alle dele giver kun et halvt univers. Ingen af de tre er mulige uden samtidig at omfatte noget af begge de andre.

At være i forbindelse med sig selv – kende alle sine små jeg’er og deres tovtrækkerier, sine følelser, sine stemninger, sine fordomme. Men uden forbindelse med sine omgivelser får man jo kun lært en lille og ”pæn” del af sig selv at kende. Den psykologi, vi arbejder med på Søtofte, har at gøre med analyse af hverdagen, med betydningen af medgang og modgang. Foruden alle jeg’erne består vi også af en inderste kerne, af en gnist af et ”rigtigt menneske”, og kommunikationen med den del af os er det, der kan bære os gennem vanskelighederne, og det, der gør det muligt for os at komme i forbindelse med universet og med ”det af Gud, der er i enhver”.

Være i forbindelse med universet – gøre sig fælles med, til del af universet … af et så stort og levende univers som muligt. Opøve sine sanser for alt det, der gror i naturen. Arbejde med sin fornemmelse for, hvad der samarbejder med naturlovene, og hvad der modarbejder dem. Søtoftes beliggenhed gør, at naturoplevelser indgår som et naturligt led i arbejdet, og at opmærksomheden forstærkes overfor forurening og for en ny form for ernæring. Her er det let at få en religiøs følelse af kontakt med noget, der er større end mennesket, noget der ikke kan sættes i system og dirigeres.

Omgivelserne – der har vi hele vor dagligdag og hele den del af verden omkring os, som har brug for os og som vi ”ikke orker”. Omgivelserne er såvel naturen om os, familie, arbejde, de kommunale anliggender, hvordan vor levevis influerer på menneskers levevis på den anden side af kloden. Det er politik (politik betyder jo ”det som angår borgerne”), det er et ansvar udover de nationale grænser (et verdensborgersind), det er arbejdspladsen og børnenes skole, den børnehave man selv må tage initiativ til at starte, og beskaffenheden af de varer, man får tilbudt. Alle disse ting, som det er så nemt at overlade til andre, men som dog er helt afgørende for vore udfoldelsesmuligheder, for de rammer vi lever indenfor.

På Søtofte ser vi meningen med livet som det at give livet mening – menneskehedens vej som fælles ansvar og handling snarere end den enkeltes frelse. Vore interesseområder er derfor nærdemokrati, konfliktforskning, kønsrolle og familieproblematik, sammenhængen mellem kultur og levevis i andre dele af verden.

Men omgivelserne er også hele mødet mellem mennesker, sammenstødene og konflikterne, glæden ved at forstå og lytte; forsøgene på at finde mennesket bag meningerne, meningen bag ordene; temperamenternes forskellige udtryksform og særheder. Det arbejder vi med både teoretisk ud fra psykologi og praktisk ved gruppearbejdet, samarbejdet og ved familiemøderne, hvor dagens spegede tråde filtres ud.

Det er først i de senere år, det virkelig er blevet klart, at kun en lille del af vor kommunikation med mennesker omkring os foregår med ord. Vor mimik, udtryk i øjnene, håndbevægelser, kropsstilling siger lige så meget, måske mere. Ubevidste kræfter i os farver det, vi siger og det vi hører. Vore erfaringer giver os en anden opfattelse af ord og begreber end den, andre med andre erfaringer har – giver os positive eller negative følelser overfor ord, udtryksform, fremgangsmåde. Og desværre er det jo sådan, at jo mere vi slås med vore små jeg’er, jo mere vi har en fornemmelse af en mere hensigtsmæssig måde at reagere på – jo mere sarte og sårbare er vi. Gruppearbejdet her går meget ofte ud på at dramatisere en opgave, og ved at give sig selv i opgaven, opdager man tit, at der forløses noget langt inde i én.

Det er, som vi sidder med hver sine små kighuller ud i universet og ser hver sine små bidder og forbindelseslinier. Som om vi har hver sine magiske briller på og ser hver sin del af det store mønster.

Her er det, vi må prøve på at finde ”det af Gud der er i enhver” og derfra sætte os ud over forskellighederne, så de bruges til at udvide vore kighuller. Det er så alt for let at afvise muligheden for andre kighuller – så alt for let at lukke sig af i selvforsvar … men det giver måske mere at forsvare fremover.

Med Søtoftes arbejdsform prøver vi at give nogle glimt af nogle veje, af nogle muligheder. De forskellige former for ”øvelser” sigter på tre former for kommunikation: stilheden åbner mulighed for at finde kernen i sig selv og kontakten til universets skabende kræfter – sanseøvelser overfor naturen – øvelser i at blive bevidst om brugen af sin krop – og så gruppearbejdet, hvor det fælles mål at arbejde henimod kan gøre forskellighederne til en positiv spore til at den ene ide kan afføde andre, så gruppen der startede med at diskutere frihed kan ende med at lave et stærkt engagerende spil om frihed, der er skabt og instrueret og spillet af alle.

Lene

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse.