Kreativitet…
- glimt udvalgt af Lene Borring Dragsdahl

Kreativitet er et af de nye begreber, et af de nye ord i det danske sprog. Måske er der noget betegnende i, at ordet ikke findes i engelske ordbøger fra før 60’erne. Det er måske virkelig et nyt udtryk for en ny opfattelse af menneskets skaberkraft.

Skabe – frembringe noget ud af intet, noget nyt og originalt kunstnerisk eller intellektuelt. Skabe en god atmosfære om sig. Det er jo den livsdrøm vi går med i os. At være livskunstnere, få nye tanker, frembringe noget, få noget til at gro.

Kvækerne taler om ”det af Gud der er i enhver”. Den gnist af skaberkraft der er etsteds i hver af os, og som vi i et svimlende øjeblik af jubel undrende kan få kontakt med. Vi kan kalde det en topoplevelse udløst af musik, af naturens vælde, af et samleje i harmoni med den elskede, af en meditation…. Hos nogle kan det give sig kunstnerisk udtryk, hos andre bliver det indvendig.

Når den skabende gnist er i os alle, hvad hindrer os så i at være kreative? Vi fødes med et større eller mindre mål af kreativitet, og det kan vi så uden at tænke over det kvæle mere eller mindre. Når vi er voksne, kan vi så sætte os ned og beklage, at det meste blev kvalt i barndommen. Resten kan vi så kvæle ved at slå knude på os selv af bar beklagelse. Jeg tror at der måske er noget rigtigt i, at en stor del af det umiddelbare, ubevidst kreative fra barnetiden forsvinder, og at vi som voksne arbejder bevidst på at blive kreative.

Det er måske ikke god latin i Norman O’Browns dionysiske tid at tale om at være bevidst kreativ. Jeg tror mennesket er både ondt og godt, har både nedbrydende, hadefulde og opbyggende, kærlige tanker. Jo mere af os selv vi slipper løs, jo mere må vi vide hvad vi gør for ikke at skade vore omgivelser. De gamle guder nedbrød før de skabte. En skabelsesproces er ikke bare ”god” men både lys og mørk, både ondt og godt. Men den der skaber må være bevidst om, hvad han/hun gør. Der kommer ikke noget kreativt ud af at rive itu i blinde – og jo mere der er revet itu, jo sværere er det at skabe noget som helst.

Samtidig med kravene om udfoldelse dukker større og større kredse op som arbejder hen imod fuldkommenhed og en slags moralsk oprustning. Det er ikke god latin at tale om at eksperimentere og nedbryde. Det kreative er ikke at ligge i en af disse grøfter, en af disse retninger; men at vide at begge er der, og ikke at være bange for nogen af dem og derved blokere sig og gøre sig handlingslammet eller desperat - - men at arbejde på at skabe bedst mulige udviklingsmuligheder for sig selv og sine omgivelser.

En skabelsesproces er ikke statisk, ikke til at sætte i system – det er en udhulingsproces, der skaber plads til udvikling. I naturen er der vinter og forår. I mennesket må nogle små jeg’er dø for at gøre plads til nye muligheder. I smertefulde spændinger mellem liv og død i sindet skaber kunstneren sine værker. I smertefulde spændinger mellem liv og død i sindet kommer selverkendelsen og forståelsen for andre.

Jo mere vi søger sikkerhed og holder os til det vedtagne, jo mere udelukker vi nye muligheder, jo mindre opdager vi nye sider af universet og os selv, og jo mindre af os selv kan og tør vi bruge. Men der hvor vi vover at trodse angsten for det ukendte, tage kløene for eksperimenter – jo mere bevidste bliver vi om kræfterne i os – både de nedbrydende og de skabende.

I vore kurser forsøger vi at få et sådant samspil mellem foredrag og kommunikationsøvelser, gruppearbejde og opgavernes art, at der bliver mulighed for at se tingene fra en anden kant end sædvanlig, bliver mulighed for at prøve sig selv. Vi stræber efter et sådant mål af tryghed, at ingen er bange for at komme til at ”dumme sig”, for at give noget af sig selv, for at indrømme for sig selv og andre at en opgave var for svær. I samspillet med andre mennesker, naturen og opgaverne sker der en personlig udvikling, en udfoldelse i skabende kunst eller dans. En gruppes medlemmer kan i arbejdet med at dramatisere en opgave udløse hinandens fantasi og opdage egne kreative evner og intuition.

Hvis vi står i stampe eller farer vild i labyrinterne indeni os, mister vi evnen til at være kreative. For at undgå det må vi prøve at få balance mellem de tre kommunikationsområder og komme til større forståelse af os selv, omgivelserne, universet.

I de glimt hvor den balance lykkes for os, får vi glimt af topoplevelser, af lykke. Hvor vi arbejder bevidst med denne erkendelsesproces, vil vi efterhånden blive i stand til at skabe en mening med livet, processer vil bryde op til sindets overflade og gøre os til livskunstnere, der ikke lader os slå ud ret længe ad gangen, løser problemerne på en konstruktiv måde ved at finde løsninger fra en helt ny kant, fra en meget større sammenhæng.

Lene

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse.