Man har i kirken savnet organisk samhørighed med det omgivende samfund, skriver redaktør Dragsdahl, der tager til orde for det taalsomme frisind og den oprørske individualisme, som alene kan bringe kontakt mellem Folkekirke og Folk.

At kirken i dag er isoleret, erkendes trods alt ogsaa i dens egen kreds. Selv kirkens egne røster er ved at blive hængende i pessimismen, fordi man tøver over for risikoen for at lægge sig ud med Gud og hver mand, saa fremt man løsriver sig fra de almindelige rammer for kirkelig tænkning. Men det er i en tid som denne ikke nok at vente paa profeter. Vi maa blive ved at analysere, vove at søge nye synsvinkler, at risikere alt for at finde den sandhed om os selv, der dog maa findes et sted. Ofte kan man føle det, som om det er nødvendigt at stille sig helt uden for kirken for at komme fri af den kirkelige vanetænkning. Og dog kan man kun finde hensigten med denne famlende, svigtende og dog gudgivne institution, hvis man bliver i sit ulykkelige kærlighedsforhold til den.

Hvad har da isoleret kirken i den tid, der er gaaet, siden man efter befrielsen talte saa meget om solidaritet med sine medmennesker - dengang, da det var, som om alt gammelt var raderet ud, og noget ganske nyt skulde til at begynde?

Som følge af krigstidens oplevelser var efteraaret 1945 præget af bestræbelserne for at forny kirkens arbejdsform. Foruden mange nye virkefelter - filmforening, feltpræster, kristeligt hjemmeværnsarbejde etc. - udviklede sig en gennemgribende revision af kirkefolkets syn paa samfundslivet. Den kristne realisme blev et fælles præg, for alle kirkelige retninger - selv Indre Mission, ja næsten mest Indre Mission - i den hensigt, som Prof. N. H. Søe udtrykte med ordene: »Det er sandelig netop nu et uhyre alvorligt kald; at kristne mennesker dygtiggør sig til med virkelig sagkundskab ud fra kristne forudsætninger at være midt i folkelivets mange opgaver”.

Det samlende præg på kirkelivet, denne ny impuls satte, blev imidlertid hurtigt splittet, da indre strid brød løs. Ikke fordi den og dens ophavsmænd er karakteristiske for kirkelivet, men fordi striden har behersket den overflade, der bl.a. gennem dagspressen vender ud til offentligheden.

I kampen mod skoleinspektrice frk. Nordentofts forbliven i skolen forsøgte en bestemt kreds at fastholde kirkens indflydelse i skolelivet, men striden kom ligesaa meget til at dreje sig om, hvorvidt præster har nogen særlig opgave i at fordømme en bestemt moral. Efter megen buldren viste den kirkelige opposition sig at være talmæssigt (og altså demokratisk set) lille, men nægtede dog at frafalde sit krav om særstilling over for flertallet. - Forskellige lignende indtryk har man faaet under kampen mod de kvindelige præster, der blev indledt kort efter, og hvor det faste holdepunkt for den kirkelige polemik blev, at en ”bekendelsesløs” rigsdag havde krænket kirkens indre frihed ved at lovgive udenom kirkelige organer.

Begge disse sager er mundet ud i krav om kirkens frigørelse fra staten. Fra een side hævdes, at kirken har sin særlige opgave som et toneangivende fællesskab og derfor har krav paa en særlig frihed. Derimod staar det grundtvigske syn paa kirken som en institution, der maa fungere i organisk sammenhæng med det øvrige samfund, da dens ydre ramme aldrig kan blive andet end lige saa fejlende og menneskelig som andre borgerlige indretninger: evangeliets frihed vil til syvende og sidst altid være afhængig af den enkelte prædikant. Denne skillelinje ligger klart mellem de indre-missionske og højkirkelige, altsaa de bekendelseskirkelige retninger, og paa den anden side de grundtvigske, socialdemokratiske o. a., de i snævreste forstand folkekirkelige retninger. Ud fra menighedsraadenes sammensætning kan man anslaa, at den første gruppe omfatter ca. 55 % af de faste kirkegængere, medens 45 % slutter sig til den anden (de ”faste” kirkegængere udgør iflg. Gallup hen ved 25 % af befolkningen).

Til de to store stridsspørgsmaal havde offentligheden stillet sig passiv, undrende overfor den store kirkelige ihærdighed. Nye problemer stillede nu kirkens stridsmænd direkte over for befolkningens mere almenmenneskelige synspunkter.

Medens radiostudiekredsen »Hvad er kristendom?« blev til uomtvistelig glæde for de menighedskredse, der omhyggeligt fulgte den, var den til lige saa stor forfærdelse for de mennesker, der sædvanligvis ikke har megen kontakt med kirken, men her øjnede en mulighed for ved at dreje op for højttaleren at faa lidt at vide om, hvad kirken egentlig siger. Det gik dem som Berlingske Tidende’s anmelder, der taler om sit ”indtryk af, at man har ligget og rodet oppe i det blaa, hvor kun teologer og løsgaaende tivoliballoner færdes ... Barnet, d.v.s. lytteren, staar nede paa jorden og ser ballonen fjerne sig mere og mere. Til sidst forsvinder den som en lillebitte prik i det blaa”.

Fra kirkens side fortsatte man ufortrødent med at hævde skarpe særstandpunkter, som da baade folke- og bekendelseskirkelige præster under baptisternes verdenskongres nægtede dem adgang til de fleste kirker i København. Offentligheden, for hvem kristen taalsomhed endnu var en forud antaget kendsgerning, undrede sig: Tilhørte kirkebygningerne folket eller en udvalgt kirkelig kreds? - En direkte fortsættelse er debatten om den nye salmebogs indhold, hvor man tydeligt faar lov at følge den kirkelige tendens til udrensning af alt ”bekendelsesfremmed”. Det ubesvarede spørgsmaal er her, om en salmebog for kirke, skole og hjem skal redigeres af kirkens eller folkets ønsker?

Selv om vi fra kirkelig side kan give mange motiveringer og forklaringer til disse forhold, maa det ikke overses, at vi selv i væsentlig grad har forøget den afstand mellem os og befolkningen, som ved befrielsen var mindre end nogensinde før. Ja, man maa sammenligne den nuværende situation med den kløft af manglende forstaaelse, der i Sverige er skabt omkring kirken gennem de kulturradikale kredses angreb paa den. Blot er forskellen, at vi herhjemme ved vores polemik selv har undermineret kirkens stilling i folket og nu staar overfor en kølighed og ulmende uvilje, der snart kan give sig haandgribelige udslag i antikirkelig polemik og handling.

De her nævnte episoder i udviklingen er ikke tilfældige udslag af mindre kredses virksomhed. De er udslag af en tendens, der i disse aar under indtryk af verdens gru vokser i kirken: En samling om det centrale i dens virksomhed - bekendelsen og sakramenterne. Selv de folkekirkelige retninger er paa vej til at blive bekendelseskirkelige.

Med ny-ortodoksien er man vendt tilbage til oplysningstidens problemstilling, hvor selvhævdende videnskab stod imod en trodsig kirke. Men denne problemstilling eksisterer ikke i dag i det samfund, hvor andre opbyggende kræfter inderst inde ikke ønsker selvhævdelse, men samarbejde. Netop dette famlende samfund, der er ved at blive led og ked af kollektiver, haaber man at vinde for et nyt. Man vil skabe et nyt kampfællesskab, en ny kollektiv egoisme, selv om det skriger en i møde, at et saadant ikke er det mest tiltrængte blandt de mangfoldige frontdannelser i denne apokalyptiske tid.

En kirkelig midtsamling skulde ikke beklages, hvis den gav sig resultat i endnu kraftigere positiv indsats ude i samfundet og i endnu mere varmtfølt solidaritet. Men den hidtidige debat viser ikke denne vej. Den udvikling, der anslaas af kirkens stærkeste fortalere, vil uundgaaeligt skabe et særligt milieu, med særlig moral, særligt embede, særlig sprogbrug og tankegang, særlige bygninger og salmer. Selv om det brede kirkefolk uden tvivl er ærligt i sin uvilje mod en saadan udsondring, synes den midtsamlende og selvraadige forkyndelse foreløbig at trække alle med sig, uden at man ser følgerne.

Hvad skal vi da sætte op herimod? – Den protestantiske frihedsforstaaelse har haft trange kaar ikke blot før reformationen. Den liberale teologi søgte vel at skabe plads for frisind, men det blev oftest ved det polemiske frisind - og det er i dag ikke ny polemik, der er tiltrængt. Det taalsomme frisind, der søger at finde den gode hensigt bag modstanderens meninger, er blevet foragtet. At Paulus kunde tale om kirkens mange forskellige lemmer, der har hver sin opgave, synes man at overse.

Den kristne liberalisme har været svækket af sin manglende forstaaelse af kirkens dybere virkelighed og historiske nødvendighed. Det taalsomme frisind skal ikke negligere kirkelig tradition og ceremonier, men paapege det universelle evangelium inderst i dem.

Kirken er antikrist, naar dens former bliver absolutte og i sig selv genstand for tilbedelse. Men teologi og form er paa vej til at blive et af kendetegnene paa, om en forkyndelse er sand. Pastor Hjort-sagen er kun et enkelt eksempel paa den forkludring af teologi og forkyndelse, der hjemsøger den danske og andre kirker i disse aar. Teologi er studium og udveksling af skarpe synspunkter. Men forkyndelse er den direkte hjælp til vort medmenneske, netop hvor han staar.

Der er i russisk teologi (og den varetages ofte af lægmænd) i det sidste aarhundrede blevet arbejdet med spørgsmaalet om kirkens hensigt og opgave. Tanker, der tidligere i kirkehistorien har vist sig, har her fundet en yderst aktuel afklaring. ”Kirken er ikke autoritet, for det er ikke dens opgave. – Kirken kender broderskab, men ikke underkastelse”, siger Alexei Khomiakov.

Vi kan i disse aar spore en voksende universel livsforstaaelse. Rent sociologisk er den vel fremkaldt af samfærdselsmidlernes udvikling, men den strækker sig saavel til geografisk overskuelighed af jordkloden og udglatning af samfundets klasseskel som ”på tværs” af livet, i form af en begyndende værdsættelse af aandelige og moralske og religiøse begreber. Til denne udvikling vil efterhaanden knytte sig et universelt kirkesyn.

Det er derfor ikke utopi at arbejde med tanken om et fremtidigt samfundsliv, der er gennemkristnet, ikke fordi kirken som en ydre magt har kunnet underlægge sig alle livsomraader, men fordi de alle gennem en indre vækst er blevet præget af det, vi vilde kalde kristen livsforstaaelse. Hvor skolen ikke er kundskabsanstalt, men vejleder i livskendskab – hvor fængslet ikke er straf, men igangsætter til ny livsførelse – hvor mennesker har myndighed, ikke ud fra studium og klædedragt, men ud fra deres personlige gudsforhold.

Spørgsmaalet er saa, om kirken under denne udvikling nødvendigvis maa sprænges i en katolsk bekendelseskirke og en universel kirke af lærere, psykologer og vandreprædikanter, som er ligesaa gudsbevidste og bekendende og derfor ligesaa berettigede lemmer af Guds kirke. Eller om et taalsomt frisind kan føre disse to parter nærmere hinanden i gensidig anerkendelse af begges arbejde.

En særpræget tendens i kirkelivet kan have interesse i denne forbindelse, nemlig de teologer, der under påvirkning af en vis moderne teologi har søgt den yderste, overdrevne grad af eksistentialisme og efter at være brudt ud fra det kirkelige kollektiv er blevet til smaa individualiserede kloder i heftig kamp til alle sider. Trods oprørets bitterhed og skævhed kan man maaske heri finde et overgangsfænomen i den atomsprængning, der faar kirkens partikler til at virke overalt i samfundet.

Medens nu taalsomt frisind og oprørsk individualisme hævder deres ret til at regnes blandt kirkens lemmer, og som pionerer maaske er blandt de dristigste til at tage kirkens hævdvundne former op til ny prøvelse, hvad er der saa i kirkens hovedmasse af tegn paa en mere universel livsforstaaelse?

Det verdenskirkelige samarbejde, der i første omgang kan synes at blive sæde for en ensrettende tendens, kan dog med tiden blive grobund for noget nyt. Lægfolkets øgede indsats i kirken vil uundgaaeligt føre til en modvægt mod teologvældet. Den voksende interesse for socialt arbejde (Kordegn Kofoed, Kirkens Korshær) viser samme vej. Den bibelkritiske forskning har, selv om det endnu ikke mærkes meget fra prædikestolene, i høj grad øget værdsættelsen af den eviggyldige kerne i bibelskrifterne. Endelig vil den moderne videnskabs udvikling med dens fornyede interesse for moralske og religiøse begreber baade inden for og uden for kirkens kreds aabne for et nyt aandeligt bestemt helhedssyn paa tilværelsen.

Kirkens største problem er derfor ikke mere en verdsliggørelse af det guddommelige, men snarere om den vil acceptere en helliggørelse af det verdslige, d.v.s. et fremtidigt sakramentalt livssyn. Dette modvirker vi ved at hævde kirken som urokkelig form og autoritet. Nogle tror, at evangeliet gøres mere slagkraftigt ved at blive holdt i paradoksets og lovens og kampaandens form. En anden mulighed turde være, at evangeliet netop ved at blive omsat i fri, udadrettet, medmenneskelig skaben bliver slagkraftigt.