Tilbage til BIOGRAFI - Tilbage til FORSIDEN

Uddrag af rejsebreve fra Indien (1971)
- glimt udvalgt af Lene Borring Dragsdahl

Delhi 11.10.71

… Devi har beordret to venner til at opspore mig her på hotellet. Deres første handling var at bortføre mig fra luksushotellet og installere mig på gulvet i dagligstuen i et pænt indisk hjem! Dernæst at forelægge mig en plan, hvorefter jeg får en guide i en hvilken som helst indisk by jeg ønsker! Og samtaler med diverse ældre folk der har fulgtes med Gandhi – foruden at man har arrangeret, at jeg i Agra (Taj Mahal) om aftenen skal holde foredrag … for 30 sarvodaya folk.

Vi har lige spist indisk middag. Åh hjælp!

Trods alt vil jeg måske kunne finde lidt afklaring af begrebet ”moderne hellighed” – det er vel, hvad Gandhis efterkommere forsøger at manifestere. Vi kom ind i et lille hvidt rækkehus, fattigt som alle indiske hjem jeg har set. På sengen i forværelset sidder en af dem, der fulgte Gandhi gennem årene, nu over 80. Efter feberdøs og træthed løfter han pludselig hånden og siger med fast og stærk stemme: vi skal skabe én menneskehed! Og hans stærke øjne ser visionært langt ud over den oprakte hånd.

Rishikesh 4.11.71

Jeg har pludselig en fornemmelse af, at vi – en del af os vesterlændinge her – samler frimærker på en ny måde: ”Vi samler på hellige mænd…”

”… for det er søgeren, der er det virkelige jeg. Hvad der er udtryk for kærlighed, er et udtryk for mit naturlige jeg” – Jeg tror ikke, jeg vil kunne være helt enig med taleren i hele hans opfattelse. Men det var helt betagende at sidde som indere har gjort i 3000 år lyttende til en virkelig lærer, til en virkelig manifestation af det åndelige. Mens den evige Ganges fortsætter sin brusen over klippestykkerne lige udenfor gærdet.

Patna 8.11.71

Min første overraskende iagttagelse er, at indere absolut ikke er dovne, men særdeles dynamiske, når ikke gamle traditioner, dårlig ernæring, sygdom og lignende holder dem nede. Jeg støtter denne påstand bl.a. på bus-chaufføren, der altid pr. mirakel og opfindsomhed får sin helt elendige bjerg-bus til at køre – på den hårdt arbejdende vejarbejder, der slider med en hakke i den værste middagshede – på den sociologiske undersøgelse, der viser at af dem, der har indtægt under eksistensminimum (52% af befolkningen) arbejder de 48% mere end 49 timer ugentlig. Eksistensminimum efter denne undersøgelse = indkøbt forbrug 15-20 kroner mdl.

Jd.

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse.

 

Tilbage til BIOGRAFI - Tilbage til FORSIDEN