|
De Dødes Gesandter
En tordnende vild Harmoni
et Brus, der bærer os fremad
og løfter vor Sjæl, gør den fri!
En stille, sitrende smerte
fra Saar, vi aldrig faar lægt –
som stadig piner vort Hjerte
og knuger med Længslens Vægt.
Vi er de dødes Gesandter!
Til Vennerne gav de os bud,
da Døden naadeløst ramte
og tog dem fra Synskredsen ud.
Vi fulgtes med dem i Mørket,
da Landet var kommet i Nød.
Vi bar vort Land i dets afmagt
– i Folket var Livsviljen død.
Et Tomrum opstod i Rækken,
et nyt hver eneste dag;
men hvor de faldt var i Stedet
en anden, der tog sine Tag.
For dem i fortsatte Kampen
– et Broderskab tvang os dertil –
for selvom en maatte falde
var Kampen jo ikke forbi.
Den Morgen, Sejren var vundet,
og Kampen omsider var endt,
da lød et Raab langt bagude:
”I er med en Hilsen sendt!”.
Vi blev de dødes Gesandter –
De dermed har Del i vort Liv!
Og der, vi aldrig kan glemme:
Vi deler med dem deres Død.
Vi er de dødes Gesandter –
det klinger i Kraft og i Trods:
Og ét med de Kammerater!
Saa kuer man aldrig os.
En tordnende vild Harmoni –
et Brus, der bærer os fremad
og løfter vor Sjæl, gør den fri!
En stille, sitrende Smerte
fra Saar, vi aldrig faar lægt –
som stadig piner vort Hjerte
og knuger med Længslens Vægt.
jd. |