Tilegnet husmor Karen, som holdt Søtoftes midtpunkt fast gennem al slags vejr.

Forord

Ser vi henover et menneskes liv, spørger vi gerne: hvad blev det til? Og vi prøver, som vi plejer, at vurdere de ydre resultater og præstationer. Det er så typisk for en gammel tids tænkemåde.

Måske burde vi hellere spørge: hvad groede indeni dette menneske og satte spor i dets ansigtstræk? - På min fars bogreol hang en lille, krøllet seddel med en stilfærdig formaning: En mand er den ånd, han arbejder i, ikke hvad han blev, men hvad han var.

Når jeg prøver at se tilbage på 25 års Søtoftearbejde, er disse 25 år, dette livsløb, ved første øjekast så broget, at man ikke kan se, hvad det blev til. Det synes umuligt at lave andet end en dagbog, dato for dato.

Men lad os så prøve at samle det op, som om det er en personlighed, hvis ansigtstræk, vi skal aflæse: Hvordan er de blevet til? Hvilke begivenheder kan aflæses i ansigtets rynker? hvad har fået Søtofte til at være det, det er i dag?

Jeg kunne ønske, at dette overblik over årene ikke blot skulle have interesse for den nære ”familie”. Der ligger noget af principiel betydning i de opgør, vi i tidens løb har måttet kæmpe med på Søtofte. Netop fordi vi har ønsket at være et åbent mødested, har det været svært at acceptere, at noget måtte vi sige nej til, hvis ikke Søtofte skulle flyde ud og være ingenting. Også fra vort eget liv kan vi jo iagttage, at de personligheder vi husker, fordi de betød noget i vores udvikling, var dem, der havde karakter, ja ofte var lidt kantede udfra deres erfaringer.

Søtoftes historie falder i tre store afsnit. Den første del er præget af den efterkrigstid, hvor det frem for alt gjaldt at samle alle åndelige impulser op. Den næste del skildrer en tid, hvor et kaos af allehånde retninger tvinger os til at lære at skelne. Det tredje afsnit er måske frugten af vore erfaringer. Måske havde vi intet budskab haft i dag, hvis vi ikke selv var gået igennem en kaostilstand.

Må jeg slutte disse linjer med at bekende, at jeg ikke tror på strengt objektiv historieskrivning. Den, der skriver, vil altid farve bearbejdelsen. Derfor vil mine oplevelser farve denne beretning, selv om en og anden nok har set begivenhederne fra en anden synsvinkel.

I. Det åbne mødested

At finde og forstå mennesket bag meningerne

I frihedsbevægelsen var vi bundet sammen af een tanke: at få tyskerne ud af landet. Måske anede vi om hinanden, at vi havde forskellig baggrund og forskellige ideer. Det var bare ikke afgørende. Vi måtte lige nu stå sammen og risikere livet for hinanden. Når een forsvandt, var det så meget vigtigere, at vi andre fortsatte. Vi blev vænnet til et venskab på liv og død, på tværs af ideer.

Straks efter krigen så vi mennesker vende sig mod hinanden på grund af forskelle i ideer, og vi forstod, at den ensretning, vi havde bekæmpet i nazismens skikkelse, truede fra mange andre sider. Oplevelser og atter oplevelser gjorde det helt konkret for mig, hvor farlige ideologierne er, hvis det er en ny menneskelighed og en ny verden, vi ønsker.

Tyskland 1947: med en socialrådgiver på vandring i et af Hamburgs ruindistrikter, hvor vi prøver at få mindreårige unge ud af jordhulerne under ruinerne. Besøg i beskyttelsesrum, hvor mødre med småbørn stadig måtte leve, uden andet hjem.

Danmark 1948: en håndfuld unge med baggrund i frihedsbevægelsen begyndte at invitere grupper af unge tyskere til Danmark for at hjælpe dem til et rygstød i deres kamp for demokrati og nyt livssyn. Fordi vi havde vores baggrund i frihedsbevægelsen, turde man ikke angribe os for dette initiativ, men vi oplevede, hvor hadet sydede bag overfladen hos de mennesker, der ikke havde kæmpet under krigen! Ideologien hærgede igen, nu rettet imod tyskere. Medens vi, der havde hadet nazismen, oplevede, at unge, der før havde troet på værnemagt og nazisme, nu stod os nærmere end så mange danske, fordi vi unge var fælles om et tab af idealer og et behov for nye holdninger. Vi oplevede en ny solidaritet på tværs af gamle ideer.

Samtidig oplevede en del af os nedturen med Dansk Samling, der havde været de ”rigtige menneskers” forsøg på at lave det ”rigtige parti”. Vi så, hvordan vi trådte ind i et parlamentarisk skuespil, hvor nederlag blev skildret som sejre, fantasier pyntet op som virkelighed. Og endnu stærkere voksede vort behov for at se realiteter og ikke fikse ideer.

Østberlin 1951: Kommunistisk ungdomsfestival i Østberlin. Festlige optog og sange. Politiske rumlerier i baggrunden. Jeg var iagttager i et udvalg, der vedtog ikke at lave store manifestationer den sidste dag. Der blev lavet stort politisk optog sidste dag! I den sidste ende var det kun ideen og ikke vore beslutninger, der talte.

Svejts 1952: Besøg hos det religiøse og antikommunistiske Moralsk Oprustning i Caux. Minderne fra Østberlin blev levende: samme slags vagtposter ved indgangene, samme melodier i slagsangene, samme glamour-stil i optrinene på scenen. To ideologier med modsat fortegn, men begge frastødende, fordi de ikke tænkte på mennesker, men på statistik og resultater.

På korte rejser hist og her i Europa hobede sådanne indtryk sig op. Men igen og igen mødte jeg mennesker, der tog fat i protest mod ensretning og ideer: frugttræer plantes i flygtningebyer i Tyskland, fabrikspræster ved drejebænken i England, søgende mennesker i dronning Juliana's slot i Holland, rodløse unge i Hamburg. Igen og igen mennesker, der var blevet kvæstet af ideologier og nu søgte en jordbund, de kunne gro i som personer.

Jeg kunne frit krydse gennem denne efterkrigsverden som redaktør af tidsskriftet Kirkens Front, hentet op til jordens overflade efter dets illegale aktiviteter. Det prøvede at færdes ude på frontlinien, hvor gamle tanker bryder sammen, og noget nyt bliver til. Vi ville især arbejde på at hindre, at også kirke og kristendom skulle blive til fastlåst ideologi, til stivnet tankegang. Hellere en inspiration, der overalt ville gå til forsvar for mennesket som skabende person. Vi ville fortælle om franske fabrikspræster og danske ungdomsklubber, om indiske socialarbejdere og unge kunstnere, om nybrud i politik og i verdensbillede.

Gradvist blev vi grebet af et behov for ikke bare at skrive, men også føre mennesker sammen som mennesker, lære dem at lytte og forstå tværs over de kunstige barrierer af fikse ideer. ”Vi er ved at dø af teori”, skrev vi i en ledende artikel i 1950. Samtidig indbød vi til et møde i Studenterforeningen, hvor vi prøvede at fokusere på begrebet ”inkarnations-teologi”: Kristendom skal inkarnere, tage fast form i praktisk, socialpolitisk handlen. Vi gik hjem og skitserede grundlag for ”en højskole for fri religiøs søgen og tænkning”.

Kontaktcentret i Admiralgade

Da nogle egnede lokaler dukkede op i juni måned 1951, var vi en broget kreds, der ville prøve at skabe noget nyt og ukendt. Vi var fælles om at være sårede i kampen mellem ideologier omkring os. Bente var fra en borgerlig dansk tilværelse brat revet ind i tidens helvede, da hendes mand blev arresteret og siden døde i kz-lejr. Fra et arbejde med flygtningepiger i Tyskland og deres barske vilkår sad hun nu igen i et lille borgerligt Danmark. Egon var fra det fromme Thy-land havnet i Københavns kaos, nærmere bestemt kordegn Kofoeds arbejde for sprittere og andre utraditionelle gudsbørn. Jeg selv var revet ud af det teologiske studiums slagne landevej ved at møde Martinus og andres åndsvidenskab og dermed opdage en virkelig ”vækkelse udenfor kirken”: en uautoriseret søgen efter Gud, og en genoplevelse af kristne grundværdier i nye og (ved første øjekast) forvirrende former.

Sammen med andre i tilsvarende situationer startede vi så Kontaktcentret, i Admiralgade 28 i Københavns indre by, med følgende trosbekendelse: ”Overfor ideologier og mekanisering af samfundslivet tror vi, at fred og social tryghed kun skabes af personligt levende mennesker”. Det gjaldt om at forme et mødested, hvor vi kunne finde tryghed til at ”finde og forstå mennesket bag meningerne”.

Fra 1951-56 blev her etableret en række arbejdskredse: Kunstnerkreds, socialpolitisk kreds, studiekreds om det nye verdensbillede, teologkreds.

Derudfra kom en broget række kontaktmøder, hvor vi (uden større held) ønskede at få modsatte parter bragt i samtale: præster og kunstnere, kommunister og ikke-kommunister, ledere af ungdomsklubber, selvbyggere osv., osv.

En dag kom malerne fra sammenslutningen Linien bærende på deres billeder, konkret, abstrakt kunst. Billeder der blot var musik med farver. Et chok af musik. Jeg var i mit hjem opvokset med beundring for den store kunstner Michelangelo, omgivet af den gamle borgerligheds skønne små afstøbninger af græske gudestatuer. Nu faldt alle Michelangelo's faste og skønne former sammen og stod som levn af en fortid, der var stivnet i vanetænkning. Ganske som atomfysikken havde sprængt rummet, dybdepsykologien havde sprængt sindet, og verdenssituationen havde sprængt Europa's vaner.

Det Kontaktcenter, der opstod, er ligeså svært at beskrive som abstrakt kunst. Ser man efter form, er alt forvirring. Lytter man efter musik, trænger ganske langsomt nogle toner igennem med et budskab.

Vi hængte Linien's billeder op på væggene som baggrund for vores søgende samvær. Og vi fortsatte med udstillinger af Havsteen-Mikkelsen, Asger Jorn, Sterup-Hansen, Heerup.

Nogle af os følte, at alt dette også måtte omfatte nye udtryk for kristen livsholdning. Derfor dristede vi os til midt i det søgende intellektuelle milieu, der samledes omkring Kontaktcentret, at plante månedlige ”gudstjenester for kirkefremmede” i Nikolaj kirke, første gang 5. april 1953. Gennemgående samledes 100 deltagere i en meget festlig ramme af lys, blomster, musik i den smukke store kirke.

Et andet spændende initiativ, der løb ud i sandet, var forsøget på at etablere et ”institut for religions-forskning”, der skulle samle alle åndelige retninger i studie-arbejde med spørgsmål af fælles interesse. Men de havde det alle sammen bedst hjemme hos sig selv ...

I 1954 omfattede Kontaktcentret 11 arbejdskredse med lidt over 100 faste deltagere, foruden en lang række andre initiativer: Rådgiver for ungdomsklubber, fælles kulturaftener, to tidsskrifter (foruden at vi en overgang gav husly til det ret så venstreorienterede ”Dialog” ...), kontaktmøder, gudstjenester. Milieuet var præget af desillusionerede, men spørgende mennesker, ofte blev det oplyst med glimt af visioner. Marts 1954 skriver vi i et medlemsbrev: ”Man kan godt sige det sådan, at Kontaktcentret fremtræder som et værksted for mennesker, der er søgende indenfor kunst, politik, religion, organisationsarbejde osv.”. - Lad os fortsætte med et hjertesuk fra april 1954: ”Det er ganske pudsigt i Kontaktcentret at møde undrende røster over de filosofiske og religiøse tidsskrifter, der er fremlagt. Hvad skal sådan noget mørkemandsværk som teosofi og råkost her? Hvad vil I dog med de kunstnere? Det pudsige ligger i, at deltagere i møderne om religion og filosofi stiller akkurat samme tvivlende spørgsmål om de mere praktiske, politiske kredses berettigelse”.

Kontaktcentrets grundlag var imidlertid spinkelt, både i henseende til arbejdskraft, hvervearbejde og økonomi. Vi var nok allerede lidt trætte, da vi pr. 1. april 1956 blev opsagt fra vore lokaler. Stort set overlevede kun studiekredsene omkring det nye verdensbillede forsøget på at fortsætte med arbejdskredse rundt om i byen.

Et nyt holdepunkt opstod dog, da vi fra 1960 kunne arrangere foredragsaftener hver anden uge i Admiral Gjeddes Gård. Her blomstrede f.eks. i 1963 aftener med 80-100 deltagere og et uforglemmeligt hyggeligt samvær i den gamle krostue. Tillad mig fremfor andre at nævne Mogens Møllers månedlige aftener om Martinus' åndsvidenskab. Mine egne studiekredse var i 1956 overført til aftenskolekurser under Folkeligt Oplysnings Forbund, samtidig med at jeg ophørte med ansættelsen som hjælpepræst i Folkekirken.

Allerede i 1954 var spiren lagt til en udflytning på landet: vi kunne lægge an til en højskole på Søtoftegaard ved Gyrstinge Sø.

Pioner-sommeren Søtofte 1954

Da min morbror, biskop C.I. Scharling, døde i 1951, var det klart også for ham, at hans landsted på Søtoftegaard skulle bruges til et almennyttigt formål. Kontaktcentrets arbejde var en nærliggende baggrund for et åndeligt arbejde på stedet.

I påsken 1954 besøgte en gruppe mennesker i sne og sjap gården, kiggede på landbruget og naturen, hyggede sig indendøre med de store livsproblemer og kørte trillebøre udendørs. Tænk at lade fantasien tumle sig frit omkring anvendelsen af en dejlig gård på landet.

2. juni udsendtes indbydelse til en sommerskole: ”Vi inviterer Dem og andre til at deltage i en eller to ugers samvær på gården med al den friskhed og risiko, det giver at være med til at starte noget nyt. Dagens gang vil som regel blive således, at man om formiddagen hjælper med lidt arbejde i landbrug, hus eller have, eftermiddagen kan anvendes til eget brug: samtaler, læsning, gåtur etc., og først om aftenen arrangeres fælles samvær med foredrag og samtale”.

Invitationen lød på tre uger med fastlagt program. 5. - 11. juli skulle Johs. Dragsdahl tale om Kristenliv og hverdagsmystik. 12. - 18. juli ville Kunstnerkredsen drøfte ”ægte menneske - ægte kunstner”, og 31. juli - 8. august skulle Kontaktcentrets ungdomskonsulent Egon Nielsen samles med ungdomsarbejdere. Prisen for opholdet var sat til 7-10 kr. pr. dag, alt iberegnet!

Pionerånden havde dog endnu ikke grebet de mange. De interesserede kunne samles indenfor den førstnævnte uge. Johs. Dragsdahl indledte 5. juli over temaet ”Ridder og gartner”: ”Ridderen gjorde krigen til sin sag og skabte vores heltebegreb: manden, der vinder, manden man kan se op til. Vi har en rest i forretningsmanden, riddertypen af det tyvende århundrede. - Den nye tid vil blive præget af ganske andre typer, gartneren, der vil have ting til at gro op af jorden, kunstneren, der ikke kan andet end stille sig ind i et brændpunkt og afvente, om noget vil gro mellem hans hænder”.

Spændende var det i alt fald at skulle have noget nyt til at gro på Søtofte. I staldene brølede køer, og grise gryntede, medens forpagteren buldrede rundt med sin traktor. Den halvdel af stuehuset, vi havde til rådighed, var præget af nogle års stilstand og gammeldags husførelse: Vandet skulle tappes ved håndpumpe i kælderens køkken, lokumsspanden skulle tømmes, spindelvæv bag alle møbler. Men udendørs åbnede en helt ud fantastisk natur sig omkring os. Fra den tilgroede kæmpehøj kunne vi drømme om at etablere et lille stykke af en ny verden.

Vi var båret af et ønske om at opleve åndsliv i praksis, ikke som luftig samtale, ikke som ”skorstensrøg, der uden at tjene noget formål står lige op i luften”. I nogle år overvejede vi på gårdens mure at male Albert Schweitzer's ord: Kultur opstår ikke ved læsen og skriven, men ved håndens arbejde.

Samtidig lå tanken om et moderne klosterhjem i luften omkring Søtofte, ledet af et ønske om ”i det moderne samfunds forjagede liv at få tid til i ro at gennemtænke vort forhold til tilværelsen”.

Der har altid omkring arbejdet på Søtofte været en løshed, en såkaldt uklarhed, der nok kan kræve sin forklaring. Mødet med Martinus' analyser af menneskesindet havde haft en afgørende indflydelse på mine tanker om pædagogik. Hos denne moderne vejleder blev der talt meget konkret om, hvorledes grundlaget for hvert enkelt menneskes sind er bygget op gennem lange tiders personlige erfaringer, og hvorledes enhver begivenhed vil blive opfattet og bearbejdet på særlig måde af hvert enkelt individ. Ideologier og disciplin kan skabe en forvrængning af den enkeltes erfaringsdannelse. En fri søgen er en bedre garanti for, at man finder netop det guldkorn, man i øjeblikket har brug for. Hvert enkelt menneskes skabeevne er baseret på helt individuelle talenter. Derfor bør man ikke presse nye ideer ned over et menneske. Vi måtte langt hellere skabe en atmosfære med muligheder, hvoraf den enkelte kunne øse efter behov: kunstnerisk, intellektuelt, naturens glæder, det fysiske arbejde. Søtoftes åbne muligheder skulle indbyde til en pædagogisk proces.

”Først og fremmest er Kontaktcentret udtryk for en tid, hvor mange gamle former er i sammenbrud, og hvor nye endnu ikke har dannet sig. I sådan en tid presses der særlig stærkt på hvert enkelt menneskes udvikling. Man forandrer sig bogstavelig talt mere fra år til år end mennesker i andre perioder af historien har gjort” (1954).

Det var kampen mod ideologierne, der trådte ind i en ny fase, båret af indblik i et nyt verdensbillede, der strakte fra atomfysik til dybdepsykologi. I en grødetid kunne man tillade sig en forventning om, at med det rigtige milieu ville de rigtige ting ske af sig selv. Denne optimisme kommer frem i et dagbladsinterview med mig den 18.5.1955:

”Vi vil hjælpe mennesker at finde sig selv, men ikke ved at fylde kundskaber på, som man fylder flaskemælk på et spædbarn. Vi ønsker at mænd og kvinder skal få lyst til at ofre en uges ferie her, nyde omgivelserne, tale sammen, høre et par foredrag og måske arbejde lidt efter ønske. Fra den dag, folk kommer, regner vi dem for solidariske med os andre, og meningen er, at vi hver især af vore stumper skal bidrage til at gøre en helhed ud af opholdet.

Der er en sammenhæng mellem ånd og materielt hverdagsliv, en glemt og undertrykt sammenhæng, som vi nødvendigvis må gøre levende igen, hvis ikke åndslivet skal dø. Det er allerede døende, fordi vi har skilt det ud som noget for sig midt i al travlheden. Det endelige mål er at gengive mennesket den følelse, vore forfædre har haft i Middelalderen, en følelse af at deltage i verdens skabelse blot ved at udføre den daglige dont. Vi skal ikke bare vente på en dommedag, da Vorherre måske kommer og lader det hele eksplodere. Vi skal sætte ind på som Guds medarbejdere at skabe verden færdig til det, han har brug for. Arbejdet her har for mig inderst en dyb kristen mening, men enhver skal uanset sin overbevisning kunne føle sig hjemme på Søtoftegaard”.

Stemningen på dette brogede mødested illustreres ved en episode den følgende sommer, da vi gennem en beskeden tildeling af tipsmidlerne kunne bygge et anneks med fire værelser i haven. Det blev bygget af en håndfuld præster (hvoraf en romersk-katolsk!) og nogle »kirkefremmede« lægfolk. Blandt sidstnævnte var formanden for Københavns spiritister, hvad i øvrigt ingen af de andre havde bemærket. Han var bare en gæv håndværker. Efter tre dages samarbejde kom en af præsterne lidt forfærdet hen til mig med bemærkningen: ”Du godeste, han er spiritist! - og nu er vi blevet gode venner med ham ...”

Præstegaardsliv som baggrund

Da Søtoftegaard må betragtes som en gave fra C.I. Scharling, må det vist være naturligt at fortælle kort om ham og hans familiebaggrund, der har levet med et syn på kristendom og kultur, der, efterhånden som kirken stivner, let bliver overset.

I min egen erindring står oplevelsen af hans præstegaard som kulturcenter. Dels træk fra dagliglivet, hvor der hver morgen gik bud efter alle folk i præstegaardens landbrug, når der skulle synges morgensang. Og den var en lille fest i hverdagen, båret af hans egen lyse sangstemme, for øvrigt i et glad tempo, der ellers ikke opleves i forbindelse med salmer. - Fra en helt anden side kunne man opleve præstegaardens liv, når der var averteret sommermøde, og hundrede mennesker og flere stævnede sammen under havens høje bøgetræer og smældende flag.

Det var i 1917, han blev præst i Store Tåstrup sogn, hvor Søtoftegård ligger. Det pinte ham i hans præstetid at opleve en folkekirke, der var ved at falde fra hinanden i kirkelige partier (ideologier kunne vi sige i dag!) hvor f.eks. Grundtvigianere og Indremissionsfolk hver for sig ville betegne sig som de eneste sande kristne. Som et modtræk samlede C.I. Scharling i 1924 en gruppe ”partiløse” teologer, der efter mødet udsendte en samling artikler under titlen ”Kirketanken og vor tid” som et forsøg på at definere den usynlige kirke, der binder selv de mest forskellige dele af folkekirken sammen. Denne samling har også et kultursigte: ”Kulturen kan ikke undvære religionen. Man føler, at kulturen for at kunne bestå trænger til en uselviskhed, en ubestikkelighed, en uverdslighed, som den ikke kan finde hos sig selv, men må søge hos religionen”.

Og C.I. Scharling var knyttet til kulturlivet såvel som til kirkens liv. I sin ungdom studentersanger og så engageret i studenterlivet, at familien i nogen grad frygtede for hans fremtid (der dog kom til at omfatte en guldmedailleafhandling og en doktorgrad!). Hele sit liv aktivt kunstinteresseret og siden formand for det nystiftede Grundtvig-selskab. Den side af hans indsats blev rundet af, da han få år før sin død udgav en stor bog om Grundtvigs forhold til romantikken, i realiteten en dybdeboring i Grundtvigs forhold til mystikerens verdensbillede. På min reol fristes jeg til at sætte den ved siden af hans fader Henrik Scharling's lille bog om Jakob Bøhme's teosofi.

Og så kan det jo ikke undre, at han i dette mangesidede liv køber den gamle Søtoftegaard i maj 1924. Gården var stråtækt, hyggelig ved sin enestående beliggenhed, ejet af en gammel enke Anna Larsen, toppede brosten på gårdspladsen. Dog brændte den gamle gård i 1931, da et tærskeværk løb varmt. Bestyreren skulle under branden have møblerne ud af stuehuset og satte blot ryggen til væggen og væltede den, hvorpå han bar ud den vej...

Selv som biskop ønskede C.I. Scharling at være landmand. Det kostede ham i tidens løb dyrt at drive gården ved bestyrer, men han ville kunne sige, at køer, heste og grise var hans egne.

Vi husker ham som den lyttende, eftertænksomme, der med et meget mildt sind kunne rystes over andres stridbarhed. Men tillige med den sikkerhed en gammel, stærk kultur gav ham, i stand til klart syn og fast holdning, når det blev krævet.

Var nu alt dette bare udtryk for en svunden tid, som vi med vores nutidige svaghed for museumsartikler blot samler op? Eller rummes der i dette mangesidede præstegaardsliv noget eviggyldigt?

Jeg finder den samme holdning hos mine forældre Margrethe og Christoffer Dragsdahl, der for en tid blev ejere af Søtoftegaard, selv om de hurtigt lod os andre bruge gården.

Også hos dem fandt man en præstegaard - Grevinge i Odsherred, men før den nogle år i Haraldsted, nabosogn til Søtofte - en præstegaard, der først og sidst var kulturcenter og mødested. Mange nedkørte ”Københavnere” fandt et midlertidigt refugium (hvilket betyder tilflugtssted) der, fordi der boede to levende og varme mennesker, der ikke havde kristelige bagtanker, men kun ønskede at lade det, de havde, komme andre til gode. Møder om alle mulige kulturelle og kristelige emner fyldte stuerne. Især husker jeg de første spirer til aftenskole, hvor landsognets voksne fik opfrisket skolekundskaber i en uforglemmelig atmosfære af kammeratskab. Kronen på værket blev min fars og mors oplæsning under besættelsen, hvor især Kaj Munks værker blev bragt ud blandt folk. Det gik over til dramatiske opførelser i bedste stil: Kaj Munk's Ordet, Oehlenschlæger’s Aksel og Valborg (med forsamlingshuset omdannet til domkirken i Trondhjem) - ja selv Elverhøj med den snart 60-årige sognepræst til hest som Christian IV...

Som et stille motto sad en tilsyneladende tilfældig, beskeden seddel på væggen i entreen: I dette hus er Jesus den usynlige gæst ved ethvert måltid, den usynlige tilhører ved enhver samtale.

På Søtoftegaard var mine forældre engagerede deltagere i mange kurser, indtil de rundede de 80 år. De gik levende op i samtaler med mennesker, hvis meninger de måske ikke delte, men som de følte nærtstående som mennesker. Det er blevet sagt om dem: de havde en selvfølgelig selvbevidsthed, der ikke stødte an.

Der var intensiv lytten, når min far - der af og til kunne blive meget dybsindig - holdt kursus på Søtofte om Søren Kierkegaard (1956), Pionerer i kampen for mennesket (1957), Helstøbt kultur (1958), K. L. Reichelt (1959), Livets bølgegang (1962), Dostojevski (1963).

Og lad os så vende tilbage til skildringen af Søtoftelivet efter disse sidespring, der dog føles nødvendige i dag, hvor så mange mennesker kun oplever kristendom fra en formel og død side.

Mødested ved en korsvej

De, der kun har en enkelt oplevelse fra Søtofte, kan let komme til at opfatte stedet som et forvirrende kaos. Hver gang vi mere fastboende prøver at fortælle om, hvad Søtofte er, kommer vi i samme situation: er det ikke bare et kaos - af mennesker, af meninger, af forsøg på at gøre alt muligt på een gang?

Naturligvis er der noget rigtigt i en sådan oplevelse, men den kan jo også skyldes, at vi står på tærsklen til en ny tid, hvor det mangfoldige skal ses som udsprunget af en dybtliggende helhed - netop som en organisme på mange måder er mere gådefuld end en maskine. Også mange af de tænkere, der bidrager til at formulere et nyt verdensbillede, kan virke uklare og gådefulde: Teilhard de Chardin, Ouspenski, Steiner.

Maj 1958 skriver jeg i et medlemsbrev: ”Udvikling og båse kan ikke forliges. Søgende mennesker kan man ikke lægge spændetrøje på. Udvikling vil sige, at man skal kunne bevæge sig frit fra dag til dag uden at være bundet af foreningskontingent eller ængstelse for at forandre mening. Kun De selv og Gud kan bestemme, hvor Deres næste skridt går hen.

Hvordan kan et sådant syn passe med, at vi regner os for et frisindet kristent samlingssted ved korsvejen?

Vi er højskole, fordi vi har en pædagogisk opgave: At orientere om livets mange sider. Men vi er også mentalhygiejne, fordi vi vil hjælpe mennesker til at arbejde med sig selv. Og vi er religiøse, fordi vi ønsker at påpege alle tings plads i Guds skabende arbejde”.

Der var nok visse linjer, der kom til at stå mere klart, når vi på Søtofte kunne arbejde med en række dage i sammenhæng frem for ugedagsmøderne i København. Allerede i København havde studiekredsene om det nye verdensbillede vist sig mest levedygtige. Noget tilsvarende skulle vise sig i årenes løb på Søtofte. Nok havde vi stadigvæk kursusledere, der dygtigt kulegravede et specielt område af samfundslivet, men de virkelige behov blev forløst der, hvor man gravede dybt i den gådefulde tilværelse. Sagt rent praktisk: det var altid svært at få kurser om de politiske og sociale problemer til at samle deltagere, men når det gjaldt livsforståelse fra den ene eller anden kant, da blomstrede både Kontaktcentret og Søtofte.

Bagved lå nok en fornemmelse af en verdenskrise, der ganske langsomt trak op. Som modtræk søgte vi at samle alle åndelige ressourcer (fra de mest forskellige sider) til en bevidstgørelse imod den rene materialisme. Vi søgte en forståelse af mennesket som evighedsvæsen. Og vi søgte muligheder for at gøre noget praktisk ved vor situation.

Det må så ikke undre, at der, i dette forsøg på at få åndelige retninger ind i et møde, igen og igen var noget, der måtte skilles ud, måske som resultat af en længere proces.

Broget og levende var det i alt fald. Levende husker jeg den dag, hvor landets mest fremtrædende yogalærer og en fremtrædende afspændingspædagog vandrede til skovs med hver sine disciple ad hver sin vej - for i fred for hinandens meninger at fortælle deres egen sandhed rent og purt. Man var dog nødt til at mødes igen ved aftentheen!

Omkring starten af Søtofte gav man mig det råd: Hvis I tør bygge stedets kost på vegetarisk basis, vil I fortrinsvis blive søgt af de mennesker, der tør prøve noget nyt! Det var rigtigt - uhyggelig rigtigt.

Julia Vøldan 1956. Grete Birck 1957. Mulle Wagn 1957. Kursuslederne havde Søtoftes åbenhed. Kursusdeltagerne var en strøm af mennesker fra den gamle vegetarisme, ofte skarpe individualister, som man måtte holde af, fordi de med hvasse tænder dog prøvede noget nyt!

Men i kølvandet kom de eksperimenterende. Hvem nåede at opleve gamle, stærke Ubbesen med de dybe øjne? Havde redet over Andesbjergene på hesteryg. Sad nu ved Søtoftes Strandhytte med de læge- og krydderurter, han havde samlet i sø og skov til vinterens forbrug. En af de hverdagens vismænd, som den, der havde øren at høre med, altid kunne finde omkring Søtofte.

I samme milieu trivedes yoga-ugerne. Efter forskellige spæde kontakter indledte vi i 1966 uger for yogalærere, der udviklede sig til et fælles forsøg på at hæve den pædagogiske standard og satte blomst i sammenslutningen ”Dansk Yoga”, der ønskede at modveje de indiske impulser, der indtil da havde behersket området.

Måske kunne psykologi- og kunstuger have bragt en sund og menneskelig afbalancering. Ruth Poort sled bravt med os i de første år og bragte C. G. Jung's sunde og praktiske sans til vor bevidsthed. Men den virkelige hjælp til nødstedte og søgende var der ligesom ikke ro og kræfter til under det pres af praktiske krav, Søtoftes administration stillede.

Kunne kunstnerne have trukket de åndelige kæpheste ned fra skyerne? Vi lagde op til kontakter med kunstnere allerede i Kontaktcentrets arbejde, og på Søtofte blomstrede i 1959 en udstilling, bl.a. af Ulrika Marseen's og Ellen Neerup's værker. Men kunstnerne selv følte nok Søtofte som for meget højskole, et lidt for færdigformet milieu. Vi oplevede år efter år, hvorledes kunstnere, der påtog sig at udvikle vores lille værksted, midlertidigt måtte lægge deres eget skabende arbejde på hylden, fordi det mere pædagogiske krævede al opmærksomhed. Men hvor har vi dog savnet kunstens evne til at få mennesker ud af fikse ideer og i stedet opøve deres personlige kreativitet.

Over for råkost- og yogadyrkere stod - i en aldrig udlignet modsætning - et milieu præget af gammel kristendom, specielt samlet i en gruppe yngre præster, der de første år samledes om en særlig ”præsteuge”, men aldrig fik spredt sig ud i andre aktiviteter på Søtofte. Heller ikke kredsen omkring tidsskriftet Kirkens Front bidrog til at forme arbejdet på Søtofte.

I 1958 prøvede nogle af os at forme et Landsforbund for Frisindet Kristendom, bl.a. som støtte for gudstjenesterne i Nikolaj Kirke i København. Det skulle have opsamlet ideen fra mit tidligere udkast til et Institut for Religionsforskning og gav baggrund for nogle kursus- og foredragsaftener om verdensreligionerne.

Et af de skønneste minder fra disse år er magister Frits Pullich, der med åbent og lyttende sind holdt kursus, klippede hæk (på eget initiativ) og slæbte vandkande til sit værelse i det have-anneks, der endnu ikke havde fået indlagt vand.

Med psykologi og religion er vi nok nået til et af de dybere lag i Søtoftes urtehave. Men kunne vi forene ideen om refugium (klosterhjem) med højskoletanken? Kunne vi lære mennesker at forene afspænding med ny inspirerende aktivitet? Det var vor overbevisning, at stress ikke altid modvirkes bedst gennem afspænding, men nok så meget gennem ny, inspirerende aktivitet.

Klosterhjemmet gled i baggrunden. Måske var det heller ikke dets stille gange, der var vor målsætning - selv om jeg med dyb glæde havde oplevet det svenske Sigtuna-stiftelsens gæstehjem, der netop forener kloster og højskole.

Men al Søtoftes aktivitet pegede ind mod et midtpunkt i tilværelsen, og måske blev det vor vigtigste opgave at udforme og arbejde med tanken om hverdagen som meditation. Måske er det bedste klosterhjem det, man opretter inden i sig selv midt i sin daglige virksomhed.

Meditation og fordybelse

Vi glemmer aldrig Karen Holler, en stærk lærerinde, der skaffede sig tilladelse til at gennemføre ren Steiner-pædagogik i sin klasse op gennem en firkantet kommuneskole - altså Karen, der med sit vækkeurs hjælp satte sig for dag for dag (eller nat for nat) at opleve eet bestemt punkt ude i skoven på hver af døgnets timer.

De faste indslag i dagene var mine ”Morgentanker”, hvor vi stump for stump så en række af livets trin udfolde sig ved dagens begyndelse. En række af disse tanker blev samlet op i en lille bog, men i grunden var de bestemt til at glide ind i det vrimlende kursusliv som stille impulser, der kunne få lov at ligge i sindets dybder gennem de urolige dage.

I forsøgene på at bringe afspænding, meditation og stilhed ind i Søtoftes liv må også nævnes meditations-retningen Subud, kommende fra Indonesien, som nogle af os eksperimenterede med fra 1958. Den bragte i hvert fald en forståelse af, at en meditativ holdning udmærket kan bevares i sindet, selv om man bevæger sig eller passer sit rutine-arbejde.

I overgange samledes vi i Slyngelstuen til søndagsgudstjeneste som i de gamle gårde med husfaderen for bordenden. Også her mødtes dog fordybelse og hverdagsliv, som når det berettes, at ”præsten” (forstanderen) rent havde glemt tiden og måtte hentes ind til gudstjeneste fra cementblandemaskinen. Og tit tænker jeg tilbage på de gange, jeg måtte gå til morgentankerne og meditationen umiddelbart efter at have renset stoppede WC-afløb. I et liv på landet føjer simpelthen fordybelse og praktisk liv sig meget nært sammen.

Og dog var vi i 1960 lykkelige, da vi kunne indvie et særskilt meditationsrum ”Vognporten”, netop indrettet i gårdens gamle vognport, hvor oliepletter efter traktoren for tid og evighed er malet ind i cementgulvet under gulvtæppet. Og netop ”Vognporten” som en påmindelse om, at Søtoftes meditationsrum ikke er et sted, hvor man bliver boende, men et sted, hvor man går ind for at hente sit værktøj og går ud og bruger det.

I al stilhed har kvækerne - bl.a. gennem den ranke og lysende skikkelse, Elise Thomsen - bidraget en hel del til Søtoftes ansigt. Ikke mindst fordi man hos dem finder formuleringen: Stilhed er den indre side af fuldstændig handlen!

---

Dette første afsnit af Søtoftes historie er dybest set blevet præget af en række mennesker, der kom fra forskellige af de ”gamle veje” til udvidelse af bevidsthed. Omkring Søtoftes start lå et studium af det nye verdensbillede i videnskab og filosofi, men først senere (med ungdomsoprøret) knyttes begrebet bevidsthedsudvidelse til tanken om et nyt verdensbillede. Da havde vi imidlertid allerede haft en række af de bedste repræsentanter for de esoteriske åndsretninger til at formulere for os den livsholdning, der nødvendigvis må blive konsekvens af de nye videnskabelige erkendelser.

Først må nævnes Otto Viking, gammelt medlem af Teosofisk Samfund og biskop i den liberal-katolske kirke. Første foredragsrække i 1957 hed netop ”Kristendommen - Vestens yoga”. Hvert år indtil 1962 bragte han ikke blot en foredragsrække, men en stærk personlig impuls - eller snarere en overpersonlig inspiration. Hos intet andet menneske har jeg oplevet så intenst, at der blev talt ud af en anden virkelighed. Hans bløde, let lollandsk-syngende stemme bragte ordene derind i os, hvor vi var i en oplevelse sammen med ham, og hvor ånd blev virkelighed. På en måde, der er vanskelig at forklare, har Otto Viking betydet mere end nogen anden til at skabe et esoterisk grundlag for Søtoftes virksomhed.

Men hertil føjede sig glædeligt nok fra de første år nogle mennesker fra Rudolf Steiner's antroposofi: Inger Brønnum, med sit stærke engagement i det søgende menneskes ansvar. Elis Hjorth med sin dybe viden om den gamle danske kulturs visioner af et dybere verdensbillede. Ruth Heinze med sine skarpe og malende analyser af det sind, vi har at arbejde med.

Vi kommer ikke udenom at nævne Mogens Møller med sin dybe forening af tanker og følelse i studierne af Martinus' analyser. Og Agda Ipsen Pedersen, selv spiritistisk medium, men med en usædvanlig klar og praktisk sans også over for åndelige anliggender.

Dette var nogle af de mennesker, der bragte byggesten til et grundlag for vort lille center for et nyt verdensbillede.

Jeg må slutte opremsningen med at forsøge at gengive mit indtryk fra en uforglemmelig dag, da vor elskede og inspirerende ven, forfatteren Louis Grandjean, var ved at afslutte et kursus. Han var stærkt forkølet, enormt træt, og havde ved sin side et vinglas og sin cigar i hånden. Nogle ville vel have taget synet som billede af menneskelig elendighed. Over for sig havde han en række af unge mennesker, der tromlede frem med alle mulige teoretiske argumenter for de kosmiske loves ufejlbarlighed. Her oplevede vi Louis Grandjean som en fransk fægtemester midt i sin sørgelige tilstand: med gnistrende og præcise replikker blev alle argumenter afsløret i deres hulhed. De andres intellektuelle kramper blev mødt af levende åndfuldhed.

Selvbyggeri

Når denne blomstrende virksomhed ikke satte sig større spor i det offentlige liv i landet, hænger det sammen med, at de ydre rammer på Søtofte var meget mangelfulde, og at alt for megen energi måtte bruges på økonomiske vanskeligheder og deraf følgende meget små fremskridt på den tekniske front.

Efter tre somre blev det muligt at foretage ændringer, så spisning kunne flyttes ned i kælderen, og ”Slyngelstuen” frigøres til hobbyværksted. Samtidig kæmpede vi meget med vandmangel. Endnu i 1958 måtte der hver dag lukkes for hanerne i lange perioder, og nødstedte måtte benytte gammeldags das i gården. I 1959 hjalp det med en ny brønd i gården, men helt godt blev det først, da vi i 1961 fik den geniale ide at sætte en pumpe i søen og forsyne toiletterne med søvand. Herefter kunne selv de daværende ”luksus”-værelser i haveannekset forsynes med vaskekummer i 1962.

Således gik de første års energi på en opretning af de bygninger, der var, og i 1959 kunne vi gribe an med en række udvidelser, hvis formål var at omdanne en vognport til meditationsrum og et svinehus til værksted og bolig.

Vi gravede og støbte i måneskin grund til en kombineret vognport og midlertidig værkstedsbygning. Dermed kunne vi i 1960 begynde at indrette os i et selvstændigt meditationsrum, der dog først i 1962 blev forsynet med gulvtæppe! Samtidig fik vi ved delvist selvbyggeri slået døre og vinduer ud i det gamle svinehus, hvorpå vi i de resterende mure slog huller til nye døre og vinduer - hvorefter egentlig ingen mure var tilbage. På ruinen rejste sig herefter Birkehuset med gode værkstedsforhold og begrænset plads til bolig.

Et af de første år havde Elin Appel som kursusleder fortalt forstanderen, at skulle folk tale med ham, ville de have godt af, at de skulle ud i roerne for at finde ham. I roerne kom jeg nu aldrig, men ofte lå jeg dog og gravede et par alen under jorden for at føre kloakrør gennem en grundmur eller lignende. Jeg kan bevidne, at store problemer ofte løses, hvis man løser de mindre først: skal en stor og fast granitsten fjernes i en grundmur, står man sig ved først at kradse de små sten rundt omkring ud. Derpå falder den store sten af sig selv i ens hænder!

Bortset fra sådan almennyttig visdom vil jeg dog påstå, at det ikke fremmer det kulturelle arbejde med forceret og nødvendigt kropsarbejde. Den gamle drøm om at forene arbejde og studium på Søtofte døde bort efterhånden. Mennesker, der i deres ferie tegner sig til et ugekursus forventer mere kursus end kropsarbejde. Og kursusledere præsterer bedre kursus, hvis de har forberedt sig time for time. Hertil kommer, at med et stigende prisniveau er kursusdeltagere blevet mere kritiske i retning af udbytte af et kursus: Man skal have noget med hjem! Som led i denne udvikling har Søtofte siden 1970 haft alle kurser godkendt under fritidslovgivningen (aftenskoleloven).

Noget andet er så, at billedet af et Søtofte, der aldrig bliver færdigt, gerne må stå for ens øje. Der vil stadig være byggeopgaver, og der vil stadig være præg af værksted omkring Søtofte. Det kan minde mennesker om, at heller ikke vi behøver at være færdige, og at Søtofte også åndelig talt er et værksted.

Hertil bidrog i en årrække det landbrug, som vores gode ven Peder Hansen, hans kone Jenny og en flok børn drev på gården. De bragte ikke blot køers brølen og traktorlarm med sig, men tillige god og sund, gammel bondekultur, hvor stor flid og mildt sind kunne gå hånd i hånd. Måske har de sat vigtigere spor i Søtoftes ansigt end så mange kulturpersoner.

II. Opbrud

En verdensrevolution i optræk

I 1963 blomstrede arbejdet omkring Søtofte. Sommerkurserne samlede 200 deltagere og møderne i København havde hver fjortende dag 60-100 tilhørere. Det er vanskeligt ved et tilbageblik at finde dybere forklaringer på den udvikling, der nu satte ind. Hvorfor blev dette stabile arbejde tilsyneladende væltet over ende?

Det sker ofte i vort personlige liv, at kræfter sætter sig i bevægelse i undergrunden, før der er logiske forklaringer på deres tilstedeværelse. Som om noget i os kender fremtiden, før vores hjerne har sanset den.

Trods den smukke overflade på Søtofte følte noget i os utilstrækkeligheden. Jeg nævner i et medlemsblad Krishnamurti's ord, da han med et ryk frigør sig fra Teosofisk Samfund og den rolle som autoritet, man havde givet ham: ”I hvilken henseende er I blevet større, mere frie?”.

Stort set havde Søtofte indtil nu bygget på Martinus' verdensbillede, hvor harmonierne og tilliden til fremtiden - til at ”alt er såre godt” - er fremherskende. Jeg har en blivende ærbødighed for Martinus' person og hans analyser. Men hos modtagerne ser jeg en tilbøjelighed til at miste kontakt med nutiden og dens praktiske problemer, fordi fremtidens strålende udsigter stjæler hele billedet. I en sådan åben, men forsvarsløs tilstand kan kræfter af en eller anden art let presse sig ind og drive deres spil.

Det er engang af en vismand blevet sagt, at en bølge af skabende kræfter kan få mennesker til at gå i stå, så der må iværksættes en bølge af tilsyneladende negative kræfter for at vække dem. Var det måske det, der skete med Søtofte i de kommende stormfulde og dog meget frodige år?

Vi var meget åbne, men manglede et fast midtpunkt - ganske som det kan ses også i enkeltpersoner. Man er ikke aktivt skabende, hvis man kun er åben!

Hertil kommer, at den grove materialisme ikke forvandles ved, at man opstiller et åndeligt modstykke ved siden af den. Den gamle verden har netop været kendetegnet af, at materialister og åndelige gik i hver sine lejre uden at kunne forvandle hinanden over hegnet mellem deres nydelige haver. Vi havde på Søtofte megen opbyggelig samtale de åndelige imellem, men vi havde ikke haft noget egentligt opgør med materialisterne.

Og før vi så os om, brød meget stærke kræfter ind over hegnet og tog tilsyneladende magten. I det små er det følgende nok et billede på, hvad der sker mange steder i vores verden, politisk og personligt.

I 1962 lød overskriften i vort program: Vi må finde Vestens vej! Før vi vidste af det, var vi i vores halv-østlige idyl blevet sat i arbejde.

Gnisten kom i 1963. Inden for samme uge havde jeg to spadsereture til kæmpehøjen, op over markerne med deres brede udsigt over hvilende dansk landskab. Først var det digteren Ole Sarvig, jeg fulgtes med, som sædvanlig var han varmt engageret i Søtoftes muligheder og udbrød: I kunne jo lave en esoterisk højskole!

Få dage efter var det Åge Rosendal Nielsen med baggrund i sin egen verdensborgerskole New Experimental College, der så ret på mig og sagde: I kunne jo lave en international højskole!

Og så bredt som jeg altid ønsker at favne, reagerede jeg i min tanke: Ja, vi må lave en international esoterisk højskole!

Det første træk var at knytte stærkere forbindelse til Lisle Fellowship, som Åge Rosendal repræsenterede her i landet, og hvorfra der næsten hver sommer siden Søtoftes begyndelse var kommet en lille gruppe inspirerende unge til os i nogle dage. Lisle rummede fremtid i sig. Med 6-ugers internationale sommerskoler arbejdede man i en skiftende rytme mellem ophold på skolen og udstationering i smågrupper til forskellige danske milieuer. Det pædagogiske sigte var gennem størst mulig selvbestemmelse at få deltagerne til at gøre erfaringer og vinde selvstændighed: ”En negativ oplevelse kan blive til en positiv erfaring”.

Vi nåede frem til 1965, før den første Lisle-skole kunne etableres på Søtofte. Det blev en stærk sommer, hvor nogle af os virkelig måtte være to steder på een gang, fordi Lisle-skolen løb samtidig med Søtoftes egen sommerskole. Men det startede en ny-tænkning:

”Hos Lisle møder vi den store tillid til en proces, der af sig selv vil udvikle sig hos mennesker, når de udsættes for visse ydre påvirkninger. Kontrasten viste mig, at Søtoftes liv efterhånden er kommet ind i alt for fast en form, hvor for lidt bliver overladt til den forhåndenværende gruppe selv (på godt og ondt). Der er for meget sikkerhedsnet på Søtofte” - ”Man fristes til at løsne forskelligt i programmet ved at lade Søtofte-deltagerne selv bestemme farten: vi må lægge mere vægt på samtalegrupper end på foredrag, frit spil i værkstedet døgnet rundt, vi må udvikle et virkeligt familieråd til at bestemme udflugter, værkstedsaftener, dagplan etc. Skal Søtofte være en slags kursus i at ”være sig selv”, kræves der langt større koncentration om det væsentlige fra stabens side og langt friere rammer”.

Vi magtede ikke at være to steder på een gang, fordi Lisle-skolen lægger et voldsomt psykisk pres på de implicerede. Sommeren 1966 valgte vi derfor at lade Lisle have hele Søtofte i tiden 1. juli - 13. august - men tabte dermed en kontakt til Søtoftes publikum, som det tog år at hele igen. Lisle var for stor en opgave, der måtte opgives igen, hvis vi ikke ville opgive os selv.

Men lysten til at forme en international højskole var sat i gang og kom til at præge arbejdet fra mange sider. Det var trods alt en ny tids tænkemåde og en verdensenheds tænkemåde, der lå i den åndsvidenskab, der var grundlag for Søtofte. Selv om det ikke var uden vanskeligheder at bringe denne synsvinkel frem: ”Om tyve år vil mange af os have arbejde ude i verden, blandt mennesker der har anden religion og livsform ... Vi må derfor lære at tænke i verdensperspektiv, dvs. lære at møde anderledes tænkende på lige fod og samtidig vide, hvad vi selv står for. Al erfaring viser, at sådanne egenskaber på fortrinlig måde udvikles i et familiært højskole milieu og allerbedst, hvor dette er lagt an på et internationalt plan... Verdenstænkning kræver, at jeg virkelig oplever den andens problemer i mig selv, hvad enten han kommer fra en anden verdensdel, eller vi bor inden for grænsen af samme land”.

Der blev udarbejdet arbejdsplaner for ”skolen i verdenssamarbejde”. Erik Ellegaard Frederiksen skabte et bomærke: Kloden, der er ved at blive bygget op med murske. Vi forsøgte at udvide arbejdet med en brevskole, men først og fremmest måtte vi bygge skolen op indefra ved at lade kursusprogrammerne blive gennemsyret af verdensborgerens synsmåde. I København talte fhv. undervisningsminister Helveg Petersen om international forståelse, Chr. Christiansen fra Ulandsstyrelsen om Arbejdsplads Syrien og Arne Stinus om Jorden rundt i 80 dage. Vinteren 1966-67 havde vi som talere Pater Pire, højesteretsdommer Susanne Diop fra Senegal og Balamo Kweri fra Uganda og mange andre fremragende talere og emner - men uden stor tilslutning.

Og bagved lå stadig ønsket om at lade indre værdier og en indre erkendelse gennemsyre disse udadvendte interesser: ”Ved at tumle med spørgsmål om psykologi, skæbnedannelse, medfølelsesevne, får vi gradvist opøvet en evne til at se om bagved tilværelsens kulisser og sanse, hvad der i livets forskellige forhold er det egentlige og bærende, og hvad der er uvæsentligt. Denne evne til at se bag om tingene vil være aldeles uundværlig, når vi skal opleve verden som familie. Det bliver ikke for nogen af os let at virkeligt sanse bagom hudfarve, mærkelige vaner og sære meninger - såvel hos hvide som hos farvede folkeslag. Og husk, at der jo også skal være plads til de besværlige familiemedlemmer på denne klode! Det bliver heller ikke let at vise mennesker en mening i de politiske uretfærdigheder, der endnu i lange tider vil hjemsøge jorden. Igen og igen oplever vi, når vi sidder sammen med andre folk, at den gamle politiske og autoritetsbestemte tænkemåde ikke formår at give svar på disse spørgsmål, fordi den ikke kan bygge konstruktive værdier i menneskers sind. I sommer var der en overraskende lang række mennesker, der alvorligt stillede mig spørgsmålet: hvad er det at være? Måske kan jeg nu svare mere direkte end dengang: det er at være rodfæstet i det indre plan, hvor det ikke gælder, hvad ting ser ud til, men hvad de i inderste forstand er værd” (Jan. 1966).

Og tillad mig at fortsætte denne belysning af et vendepunkt i Søftoftes historie, så den nuværende læser må forstå den dybere intention rigtigt: ”Det var så nemt, hvis vi kunne blive ved Martinus eller Brunton eller Steiner eller kirken, eller hvad der nu har inspireret os hver især. Vi ville jo nok hellere forblive som ”børn” hos dem. Men vores opgave er jo at bygge en forbindelse mellem disse kilder og verden omkring os. - Jeg har i det forløbne år nogle gange haft lejlighed til at føle mig ”sat udenfor”, når jeg mødte mennesker, der var viklet ind i deres position i samfundslivet, og som jeg søgte hjælp hos. De bliver så mærkeligt forskrækkede, når de fornemmer, at Søtofte ikke bare står for tilvante politiske og kulturelle, men også for åndelige, synspunkter. Det forstyrrer regnskabet... Overalt vil vi komme til at stå over for mennesker, der tror, man kan klare sig i den nuværende situation med politiske eller sociale synspunkter, mennesker der er vænnet til at tro, at det »åndelige« er noget luftigt og sværmerisk vrøvl uden betydning for ”virkeligheden”” (Jan. 1968).

Må jeg til sidst nævne et samarbejde, der blev indledt i november 1965 med Pater-Pire-kredsen i Danmark, repræsenteret ved Lene Borring (senere Dragsdahl). Foruden værdifulde møderækker stiftede vi en ”arbejdskreds for menneskeligt og kulturelt samarbejde med udviklingslandene”. Dets sekretariat etablerede et samarbejde med en række forskellige grupper, der på hver sin kant arbejdede med u-landsproblemer. Vi fik rejst problemer som fremskaffelse af værelser til stipendiater fra u-lande (ikke let i et Danmark, der trods alt er en smule racistisk), udnyttelse af danske der var blevet afvist som ulandsfrivillige, oversigt over de forskellige gruppers arbejde. Desværre måtte initiativet dø hen efter et års forløb på grund af arbejdspres, der i det store og hele var for stort.

Omkring nytår 1968 mærkes det, hvordan vort forhold til den nye bølge var stabiliseret. Emnevalget omfattede både politiske og åndsvidenskabelige spørgsmål. Nye arbejdsudvalg var ved at bære den udbyggede struktur, der var nødvendig. Trods alt ville noget være kommet op at stå, hvis ikke to alvorlige hindringer var kommet på vor vej.

Mødet med kvælende betonkræfter

Et udbygget arbejde kræver i den sidste ende offentlig støtte og offentlig støtte kræver byggeri - efter undervisningsministeriets mening.

Vores trofaste arkitekt Werner Bovin tegnede siden 1964 ca. 10 højskoler for os. Vinteren 1964 var vi voldsomt engageret i planlægning af byggeri, gradvist blev projektet reduceret i takt med, at ministeriet forkyndte nye udsættelser og større køer, der ventede på bevilling. Den første vision om at starte her og nu blegnede hurtigt.

I 1969 var det stadigt mindre byggeprojekt økonomisk set vokset til omkostninger på 3,5 millioner kroner, hvoraf vi selv skulle rejse 600.000. I sommeren 1970 kan vi dog se frem til en byggetilladelse i løbet af et eller to år. I 1972 siger ministeriet: Der er for trangt på Søtofte. I kan tidligst få bevilling i 1975!

Nu skal det indrømmes, at megen forsinkelse var på vor side, fordi ingen var lønnet til kun at passe en vigtig sag som denne. Men gradvist var vi også begyndt at tvivle på rigtigheden af at bygge på basis af statslån. Til syvende og sidst medførte det jo et tungt maskineri, mange krav fra ministeriets side (bl. a. betydelige rettelser i vore vedtægter) og på langt sigt afhængighed af en lovgivning, hvis fremtidige indhold ingen kunne kende.

Allerede i 1964 var et højt kvalificeret økonomiudvalg gået i gang med at forberede en indsamling. Alle arbejdsideerne skulle koges ned, så de kunne fremgå af en letfattelig indsamlingspjece. Vi nåede frem til at sende landets største eksportvirksomheder indbydelse til et møde i Dansk Arbejdsgiverforenings lokaler i februar 1966, hvor der blev holdt gode taler af K. Helveg Petersen, dir. Maegaard Nielsen fra udenrigsministeriet og pædagogen Thomas Sigsgaard - men det endnu vigtigere opfølgningsarbejde, der skulle opbygge kanaler til virksomhederne, var der ikke kræfter til. Det var mure, det var svært at komme igennem.

Til sidst indså vort økonomiudvalg, at indsamling hos firmaer burde vente, til ministeriets byggetilladelse forelå.

I mellemtiden var der dog sket et par ting på vort eget niveau: En af de ældre damer, uden hvem kulturliv ikke kan overleve, havde skænket os kr. 25.000 ud af sine begrænsede midler. Og Københavns Vandforsyning skulle som led i betonsamfundets umættelige behov bruge vores jord omkring Gyrstinge Sø og betalte med 50.000 kr.

På dette grundlag kunne vi etablere et samarbejde med Service Civil International om en række internationale arbejdslejre på Søtofte i årene 1969 til 1975 med det formål at få bygget staldlængen om til værelser og komme så langt som muligt i vore byggeplaner i øvrigt.

Arbejdslejrene blev igen belastninger for det øvrige kursusarbejde, men var på den anden side til stor inspiration. Deltagerne var et frodigt indslag i Søtoftes sommerliv, og det betød for alle meget at se noget nyt begynde at vokse op helt håndgribeligt.

Allerede i 1968 var dog en ny bølge begyndt at skylle ind over Søtofte, hvor vi endnu var noget udmattede i kampen for at trænge gennem samfundets betonkræfter.

Luftkræfternes frie spil

Ungdomsoprøret satte ind i foråret 1968 og virkede på mange måder i slægt med, hvad vi havde tumlet med siden 1951. Her mødte vi mennesker, der tilsyneladende omsatte i handling, hvad vi havde snakket om i mange variationer. Udfra stofoplevelser med LSD, hash etc. talte de unge frit og frejdigt om kosmiske love og perspektiver, samtidig med at de til den anden side greb radikalt ind for gennem demonstrative aktioner at standse betonsamfundets udvikling og bringe varmende kærlighed ind i vores verden.

Det kan ikke overraske, at allerede sommeren 1968 bragte et kursusemne på Søtofte som ”Fra pyramidevisdom til LSD”.

Een bestemt dag bragte et vendepunkt. Vi havde haft en af vore gode uger med maleren Karl Heilesen, der var genial til at levendegøre gamle mestres billedverden for os. I kredsen var opdukket en ung kunstner og militærnægter Johnny Scavenius, inspirerende bærer af ungdomsoprørets varme impulser. Lørdag ved ugens afslutning var lagt op til en debat mellem disse to kunstnere, og Johnny lagde ud ved at lade god rytmisk musik lyde ud over græsplænen. Undervejs begyndte han at lege stille med ting, han i forvejen havde bragt frem: en gammel bibel, legetøjs-lastvogn, en rulle toiletpapir blev viklet om en tilskuende dame, alt imedens Johnny dansede rytmisk rundt til musikkens toner. Da denne happening var forbi, satte Johnny sig stille ned og spurgte bare: Nå, hvad tænkte I imens? - Pause - Omsider et svar: Man havde lyst at lege med, men jeg vidste ikke, om man måtte!

Episoden afslørede i et glimt forskellen på den kultur, hvor vi var blevet vænnet til at være tilskuere og tilhørere og egentlig var bragt i barnets modtagende situation frem for selv at være skabende.

Sommerens afslutning blev for min kone Lene og mig nok så dramatisk, i det vi påtog os at være forstanderpar i seks uger for en gruppe højskoleelever, der var flygtet fra den autoritære Ryslinge Højskole. Vi formodede, at dette ville være en passende lejlighed til at lære ungdomsoprøret at kende indefra - men det viste sig, at vi var oprørerne, og at de unge var særdeles pæne og borgerlige unge, der var bundet af egne fikse ideer og kun var kommet i oprør ved en misforståelse.

I forsøget på at vække dem op til at se virkeligheden omkring sig fik vi assistance af en lang række af de ledende kræfter i ungdomsoprøret, og herfra sivede i de følgende vintre meget stærke impulser med ind i den Søtoftekreds, der knapt var kommet sig efter visionerne af de internationale perspektiver.

”Søtofte er og har altid været beskæftiget med fremtidsforskning. I en periode, der er så stærkt præget af opbrud fra noget gammelt og af revolutionære bevægelser, må vi først og fremmest prøve at se fremefter og at lytte os ind til, hvad der har varig betydning i de flimrende øjebliksbilleder. Der er jo ikke bare sammenbrud og kaos omkring os, men også nye værdier, der bryder frem for at præge menneskets tilværelse: forståelse og lytten i stedet for stejl dogmatik, samarbejde i stedet for selvsikkerhed, personlig frihed i stedet for tvang. Man taler om en ny humanisme, om en ny åndelig impuls... Vi kan ikke arbejde for mennesket uden at vide mere om mennesket. Vi kan ikke arbejde for fremtiden uden at se ting i et større perspektiv. Vi kan ikke overleve uden at have kontakt med større livskræfter end de materielle. At blive verdensborger - og det er jo, hvad vi er på vej til - kræver en udvidelse af vor bevidsthed”.

Samarbejdet med ungdomsoprørerne bragte en ny regn af spændende, men ofte makabre, episoder med sig.

En anden Johnny kom med tanken om at lave et blad for ungdomsmilieuet. Ideen var god, så vi satte Johnny i gang, også selv om det kostede et par måneders penge. Til sidst lå bladet dog på bordet. Ja, så skulle det jo ud! ”Det må I om”, sagde Johnny, ”jeg har ikke lyst til at lave blad mere...” Og der sad vi, heldigvis kloge nok til at standse initiativet og stikke smerterne i lommen.

Et andet ufærdigt initiativ var oplægget til en retshjælp for unge, der i den tid i stort tal af uvidenhed kom i klemme i ”rets”-maskineriet.

Et tredje var en kontakt med den nye ”Rejsende Højskole”, der i foråret 1970 stod med en blændende god ide, men uden hjemsted. Vi tilbød dem Søtofte og fulgte loyalt med helt til et folketingsudvalg, der skulle støtte sagen. Heldigvis fandt de ”Rejsende” i sidste øjeblik hjemsted andetsteds i landet. Søtoftes mure ville være blevet sprængt under presset af deres velfortjente succes.

Et fjerde vindpust af i øvrigt lødig art blev en sommeruge med den amerikanske kvæker George Lakey om ikke-volds metoder i politik. Ugen havde bred international tilslutning og var et af højdepunkterne i Søtoftes forsøg på at samle åndelig og politisk ansvarlighed (august 1970). Men de forvirrende impulser i disse år var for stærke til, at vi kunne holde fast. Initiativet blev ikke fulgt op.

Det blev ret hurtigt klart, at ungdomsoprørets mange episoder i de fleste tilfælde var eksperimenter, båret af instinktive impulser. Ret beset var det de ældres fejl, at vi troede, det var den nye verden, vi havde drømt om, der nu brød frem. Det skulle overlades ældre og mere etablerede personer at gribe impulserne og omsætte dem til kontinuerlig handlen i det etablerede samfund, dvs. føre impulserne ind i en proces, der nødvendigvis måtte vare mange år.

Det er vanskeligt at se, om ungdomsoprøret esoterisk set var en afledningsmanøvre, fordi så vældige luftkræfter var bærende i det, kræfter der kun pegede ud i luftige idealer, uden at nogen erfaring var med til at bære. For Søtofte blev impulserne vel af betydning, som jeg siden skal prøve at vise, men i første omgang blev de en risiko af formidabelt omfang. Men enhver risiko er tillige udfordring...

De unges vovemod gav stødet til, at jeg i oktober 1971 gennemførte en Indiensrejse, der for mit vedkommende blev et nyt vendepunkt efter de forvirrende Søtofteår siden 1963. Igen var det, som om noget styrende brød op fra dybtliggende lag i sindet og bragte nogle virkninger, hvis betydning først senere er synlige.

I Indien mødte jeg et crescendo af de samme kræfter, der havde bølget omkring os i Danmark. Kræfter der blev skåret ud så firkantet, at det var et psykisk chok, der da også førte mig ind i en ”sygdom til døden” efter tre måneders intens rejse.

Jeg mødte i landsbyernes skrigende højtalere og i bylivets skarpkantede selvhævdelse hele den moderne materialisme i svøb, som vi i Europa så småt var ved at frigøre os fra. I Indien var den endnu kun i sin vorden.

Og jeg så i skovene ind i den gamle tids vismænd og deres milde og yndige øjne - et genskær af en tid, der var uigenkaldeligt forbi. Et Indien, hvor mystikken og yogatræningen var forvist til afkroge, medens deres talsmænd foretog flugtforsøg til Europa for der at finde nyt holdepunkt for noget uigenkaldeligt dødsdømt.

Og midt i denne verdens kaos oplevede jeg de modige og åbne arbejdere i den moderne Gandhibevægelse gå ud i landsbyerne for at bygge en ny kultur nedefra. Uanfægtede af alle dødstegn omkring dem færdedes de med en ny bevidsthed. Uden stor planlægning prøvede de bare at legemliggøre en ny tid omkring sig.

Jeg vendte hjem til Søtofte, for lang tid svækket af sygdom, men med en dyb følelse af, at jeg ikke ville bruge lang tid på at kritisere et døende Indien, men hellere ville sætte ind for at få klargjort, hvad der er Vestens vej, og hvor vore egne resourcer er at finde. ”Jeg får en fornemmelse af, at jeg ikke så forfærdeligt længe bliver ved at snakke om Indien. For det, der optager mig langt mere, er at prøve at grave ned til de glemte kilder af livsvisdom, som vi allerede har i Vesten (jødiske Kabbalah, Alkemi, Rosenkreuzere, Rudolf Steiner, Martinus, Kristendom). I dem ligger en visdom om, at det er i dette daglige liv, vi går de gamle mysterieskolers vej. Og en visdom om, at jordisk stof er Åndens klædedragt. Kan vi på Søtofte få formuleret Vestens livsvisdom? Få den udtrykt i vores liv sammen, i sanse- og meditationsøvelser, i huskapellets symbolverden? De næste år vil gå med at finde de rette udtryk for den oplevelse af Vestens rigdomme, der trådte frem for mig på baggrund af Østens mishandlede rigdomme” (Medlemsbrev maj 1972).

Gruppens diktatur

Den vanskeligste arv at slippe efter ungdomsoprøret var oprørets lære om gruppen som den helt afgørende faktor. Man gjorde oprør mod den ansvarsløse individualisme ved at etablere et lige så ansvarsløst kollektiv - og glemte tanken om fællesskabet, der gror frem mellem de enkelte.

Allerede i 1966 var sensitivitetskurserne nået ind på dansk område fra Amerika. Jeg deltog i et sådant i september 1966, og med to af vore venner som ledere husede Søtofte et sensi-kursus i 1970, hvorpå Per Brix Thomsen fra tid til anden fortsatte med dem, bl. a. med et sensi-kursus for par i 1972. På en måde blev denne tradition ledet midt ind i Søtoftes arbejde ved et sommerkursus i 1972 om ”Et Ustruktureret Samfund”, hvor kursuslederne udmærkede sig ved at indtræffe på gårdspladsen kl. 16.30 med besked til kursusgruppen om, at butikkerne lukkede kl. 17.30, men her var penge, og så måtte man i øvrigt selv se at få organiseret sig før lukketid. Hvorpå kursuslederne drog af gårde. - Da de dagen efter kom igen, var de mærkeligt nok ikke specielt velkomne! Gruppen havde selv taget tøjlerne, og dagene gled videre på den højeste grad af frit og forvirrende initiativ.

På en lidt mærkelig måde startede Søtoftes siden hen berømte dramatikkursus inden for samme spændingsfelt. Vi havde i 1969 bedt en ret kendt forfatter og instruktør om at lave et dramatik-kursus på Søtofte. Han ledede det så autoritært, at gruppen sluttede med det hidtil dyreste sammenskudsgilde, pardans, fulde folk og strip-tease.

Under dække af ”gruppens trivsel” var kræfternes frie spil sluppet løs på Søtofte.

Den positive side af sagen var imidlertid, at vi i mange uger fik frugtbare debatter om ”hvad skal vi bruge autoritet til?” samt mange stærke oplevelser i forbindelse med kommunikations- og dramatiske øvelser. Erfaringen fik lært os, at et godt kursus kræver et - til tider ganske stærkt - sammenspil mellem en kursusleders målsætning og en gruppes frie bevægelighed. Ofte blev det bedste kursus det, der undervejs kæmpede sig igennem en stor krise i de indbyrdes relationer.

Det blev imidlertid i Søtoftes interne liv, at ideen om ”gruppen” førte til det stærkeste opgør.

Før min rejse til Indien var der lagt op til, at en håndfuld mennesker i fællesskab ville føre arbejdet videre, medens jeg var borte. De arbejdede overordentlig dygtigt, medens jeg var borte, men fik ganske naturligt oparbejdet en følelse af, at stedet var deres. Impulserne fra medlemskredsen uden for døde hen. Uden rigtig at bemærke, hvad der skete, gled vi ind i en fornemmelse af, at stedet var afhængigt af ”de fastboende”, og at man i hele samfundet var på vej bort fra autoritære ledelsesstrukturer over i ”demokratiske” (dvs. kollektive).

Per skriver den 27.8.1972: ”Til sammen har vi nok fungeret meget skidt og meget fint. I nogle perioder har vi haft så store indre vanskeligheder i denne vores basisgruppe, at det har gået ud over deltagerne på kurserne. Hele stedets grundstemning afhænger jo i høj grad af, hvordan vi har det med hinanden og med os selv. Andre gange har det hele bare gledet, og der har været mulighed for, at den gode stemning kunne brede sig fra os til deltagerne. Jeg tror, at arbejdet i en gruppe på een gang er hovedvejen og sidesporet. Afhængigt af, hvordan gruppen fungerer, kan den være inspirerende, kreativ, aktivitetsprovokerende og indlæringsbefordrende, eller den kan være hæmmende, nivellerende, passivitetsfremmende og indlæringsblokerende. Om det er noget, man som gruppemedlem kan gøre noget ved, er så det store spørgsmål”.

Sommeren 1972 er vel nok den mest deprimerende, jeg har oplevet på Søtofte, fordi den ledende gruppe trods al god vilje manglede selv de mest elementære erfaringer om, hvorledes en skole og dens kursusdeltagere reagerer på vanskelige situationer. Efteråret igennem fortsatte brydningerne, der førte til, at vi i januar 1973 tog afstand fra tanken om kollektiv ledelse (uden at den derfor straks afgik ved døden!): ”Heri ligger den første og store begrænsning af, hvorvidt Søtofte kan fungere kollektivt. Et hovedproblem viste sig nemlig at være: Hvor langt tæller erfaring? Har ens beslutninger større vægt, når man har ti års erfaring bag sig, end når man kun har eet års + masser af god vilje? Og Søtoftes ydre standard afhænger meget af erfaring: indkøbspolitik, servering af maden, rengøring. - Samtidig tæller kontinuiteten fremefter: Har den, der kun bor her måske i et halvt år, samme bestemmelsesret som den, der skal ”tage kløene” måske fem og ti år frem i tiden? Kort sagt beslutninger er ikke bare noget her og nu - de hører ind i et tidsperspektiv, når det gælder en vedvarende virksomhed”.

Gruppen opløstes i løbet af vinteren. Vi få tilbageblevne supplerede os med en ny medarbejder-gruppe i sommeren 1973 - men måtte bære fortidens følger i form af et katastrofalt lavt antal kursusdeltagere, halvdelen af de nødvendige.

Naturen kan uddrives, den kommer dog igen den heks, siger et latinsk ordsprog. Og i kølvandet på ungdomsoprøret var kollektivtanken ikke let at udrydde, heller ikke på Søtofte.

Vinteren 1973-74 blev igen båret af en gruppe mennesker, der dog på en mere blød måde følte sig som bærende kræfter, medens jeg var hårdt engageret i mit arbejde i København. At debatten om kollektiv ledelse ikke var overstået, viser min årsberetning til Søtoftekredsen i oktober 1974: ”Jeg har hele tiden pointeret - også overfor basisgruppen - at vi ikke er et kollektiv, men måske i løbet af fire-fem år kan blive det, sådan at forstå, at et ægte kollektiv kun kan gro langsomt ved at personernes målsætning og livsholdning vokser sammen til en helhed. Da Søtoftes målsætning som åndsvidenskabelig skole ligger fast, må et eventuelt Søtofte-kollektiv altså repræsentere en meget høj grad af åndelig indsigt. - Her er ydermere eet bestemt forhold at tage i betragtning: Esoterisk indsigt kan ikke være kollektiv, men er højst individuel, eftersom den kommer af personlig indre oplevelse. Enhver kan give videre af sin personlige indsigt og samtidig ud af sin egen oplevelse have en ydmyg respekt for andres”.

Hvor let man dog overser - og i kølvandet på oprøret har overset - det faktum, at demokrati hænger sammen med bevidsthedsniveau, både hos styrende og styrede. Et demokrati må bestå i en åbenhed først og fremmest, så der ikke træffes beslutninger hen over hovedet på folk, medens den aktive deltagelse i beslutningsprocessen må forenes med en indsigt i egen begrænsning og gradvis dygtiggørelse.

Mærkeligt nok nåede vi helt til september 1975, før dette opgør fik sit endelige facit. Efter en sommers afklarende samtaler med den daværende gruppe - om Søtofte var skole, og ikke boligkollektiv; ejet af en medlemskreds og ikke af de fastboende - nåede vi til en i og for sig meget afgørende debat om Søtofte som åbent sted: ”Jeg må fastholde, at vi ikke kan lave en skole, hvor ”ingen af de besøgende åndsretningers vaner og ideer kommer til at præge stedets helhed på de andres bekostning”. Den åndelige situation her i landet (og andre steder) er i dag for broget til, at en åndsvidenskabelig skole kan nøjes med at skabe udstillingsvinduer for samtlige retninger. Åndsvidenskab er ikke bare overblik i bredde, men også personligt møde i dybde. En åndsvidenskabelig skole må gå ud fra en identitet, og det store problem for Søtofte er, hvordan den identitet skal udtrykkes. For mig ligger identiteten i bestemte menneskelige værdier, der er fælles hos Steiner, Martinus og kristendommen og har været bærende for Vestens åndsliv. Og disse værdier arbejder man kun med ved at gå i dybden, til de esoteriske lag”.

På et ret dramatisk møde med basisgruppen blev jeg stillet over for et krav om ændring af Søtoftes vedtægter, så forstanderen skulle vælges ud af basisgruppens midte for to år ad gangen, samtidig med at bestyrelsen fik sin funktion reduceret til ”at ansætte og afskedige efter indstilling fra medarbejderrådet”. Det vanskeligste var, at man skulle have mit ja eller nej, her og nu. Efter en kort samtale måtte jeg sige, at skulle det være her og nu, måtte jeg med beklagelse sige nej. Hvorpå gruppen forkyndte sin afrejse fra Søtofte.

Vi tiloversblevne sad denne gang tilbage med en gæld på 90.000 kr.

III. Center for en ny tid

Medens de sidste dønninger af ungdomsoprøret løb over Søtofte og igen bragte skuden til at vippe, var både fysisk og mentalt noget nyt ved at blive til. Vi byggede på mange måder både på inspiration fra Søtoftes første periode og på de senere erfaringer.

Søtofte havde hele tiden været en skole omkring det nye verdensbillede. I den første periode havde der nok været en overvægt af ord og foredrag. Til gengæld havde den anden periode svulmet af handlen, men uden virkelig kontakt med den dybere baggrund, en del unge var fascineret af. Det var betegnende, at ungdomsoprøret løb ud i to modsatte retninger: et politisk ordgyderi og stofbrugernes flip. Imellem dem var der dog sat stærke impulser i gang, der ofte i helt andre milieuer førte til eftertanke over, hvilke praktiske følger det nye verdensbillede burde have.

Der er mange grunde til, at vi i første omgang har grebet til Rudolf Steiner som inspirationskilde uden derfor at ville binde os til hans konklusioner. Dels må vi ikke miste vores identitet som vesterlændinge, dels må vi finde praktiske konklusioner af de ting, vi taler om: pædagogik, jordbrug, ernæringslære, lægekunst.

Det mål, vi må holde os for øje, selv om vi aldrig bliver dygtige nok til at realisere det, må være at skabe et alternativt samfund på en åndelig basis. Selv om vi kun kan gøre endnu nogle erfaringer i kommende år og måske lægge endnu nogle få brikker i et puslespil, kan vi vel dermed bidrage til, at andre siden hen kan gøre det endnu bedre.

Linjer løber sammen

I 1973 var nogle nøglepersoner hver for sig blevet ført til Søtofte: Karen Stougaard, der havde været en bærende person i arbejdet fra 1953 til 65, følte sig især som garant for at skabe et moderne refugium. Gartner Eigil begyndte at bygge køkkenhave og siden et helt gartneri op. Tove Bech, der havde en restaurant og levende kultursted i Århus, organiserede for første gang Søtoftes husholdning. Noget var ved at blive til bag overfladen.

Rent kronologisk var det først gartneriet, der fik en symbolsk og dermed igangsættende betydning for os. Tidligere havde Søtoftes landbrug haft en speciel betydning ved at minde os om hverdagens grove arbejde med denne klode, og det var et virkeligt tab, da dets atmosfære forsvandt fra gården. Gartner Eigil kunne i 1974 udvide køkkenhaven til et gartneri på 6 tdr. land og dermed stille Rudolf Steiners tanker om en sammenhæng af åndeligt og jordisk midt i Søtoftes liv. Gennem gartneriet kunne man lære om den vældige sammenhæng, der binder kosmos, menneske og plante sammen. Her bliver sået med hensyntagen ikke blot til ormes og mikroorganismers liv i mulden, men også til planet-påvirkninger og til menneskets egen holdning til plantelivet. Sættes man ind i en så vældig sammenhæng, bringes man til et virkeligt studium af forskellen på livskræfter og dødskræfter.

Min egen livsopgave var blevet at føre dybdepsykologien ud i den rækkevidde, åndsvidenskaben medfører. Den psykologiske linie havde altid været bærende i Søtoftes liv, nu var den blevet beriget med mange erfaringer fra gruppe-psykologi og kommunikationsøvelser. I praksis havde jeg lært, at der fra udvikling af den sociale sans går en lige linje videre til meditation og dybere eftertanke. Og omvendt: At et meditationskursus ikke kan blive frugtbart, medmindre gruppens sociale sans er udviklet først. I øvrigt har det gennem alle årene været en bærende tone gennem Søtoftes liv, at menneskelig udvikling kun sker i mødet med hverdagens begivenheder. Konflikter er ikke noget, der tyder på fiasko, men er tværtimod det arbejdsmateriale, der befordrer åndelig udvikling.

Meditationssiden af Søtofte fik sin første afklaring, da jeg i sommeren 1974 skabte en fast struktur for gudstjenester m.v., især med en ugentlig andagt, hvor en forbøn for syge blev knyttet sammen med en nadverhandling. Hermed fik ”Vognporten” sin plads som ”skolestue” for en undervisning i at arbejde på andre bølgelængder end den fysiske. Gennem personlig stilhed eller gennem symbolske handlinger må vi vænne os til at arbejde ligeså realistisk med tankekræfter som med vore hænder. Og gennem forbøn kan vi lære en meditationsform, hvor man arbejder med at bære hinanden i stedet for kun at dykke ind i sin egen saliggørelse.

Med refugietanken stillede vi os selv spørgsmålet, hvad vi kan gøre for dem, der er trætte eller sårede i deres forsøg på at finde sig selv midt i tidens kaos. De negative kræfter i tiden virker jo imod os på alle felter: Arbejdsplads, dagsnyheder, familieliv, ringere fødevarer. Vores underbevidsthed er udsat for et konstant bombardement af negative kræfter. Vi må lære planmæssigt at trække os tilbage og skabe pauser i dette bombardement, pauser, hvor vi ikke bare ”slapper af”, men hvor vi bevidst søger at oplade vores energifelter og søge fornyelse. Det siges, at de fleste, der slås med ”dårlige nerver” i virkeligheden ”kun” lider under tilværelsens meningsløshed. Da må vi lære at arbejde bevidst på at bygge mening op i vort eget liv!

Vi oplever på Søtofte meget direkte, hvordan fysik og psyke hører sammen. Ikke blot må vi lære at bruge naturen omkring os til at lade op. Vi må også lære om den opladning, vor daglige kost og levevis i det hele taget kunne give. Sålænge vi (som nu) er stort set ubevidste om, hvad vi spiser, er det utroligt, så mange nedbrydende kræfter, der sniger sig ind i os gennem kemikalier i kosten, gennem udpint føde, gennem forkert madkultur. Vi oplever direkte, hvorledes en rigtig kost - for himlens skyld tilrettelagt ud fra den enkeltes, individuelle behov - kan rette op og give bærekraft overfor psykiske problemer. Det er således ikke for at skrige med i et moderne sundhedskor, vi på Søtofte ønsker at være skole i sundere levevis.

Søtoftes indre side

To initiativer har haft en særlig betydning for at føre os ind i den dybde af tilværelsen, man tidligere har betegnet som ”esoterisk”, kort sagt: livets indre side. Vi burde kunne behandle den lige så praktisk som alt andet håndværk på livets ydre, fysiske side.

Fra juli 1975 og et års tid fremefter gennemførte vi med Hasse Smerlovs hjælp nogle liberal-katolske gudstjenester pa Søtofte. Vi oplevede det som en fortsættelse af vort oprindelige forhold til biskop i LKK Otto Viking og havde en erfaring for, at denne gudstjenesteform sætter meget stærkt ind på andre bølgelængder end de fysiske. Der åbnes så at sige en kanal til stærkere kræfter.

Fra en lidt anden kant følte vi os ind i samme felter, i det vi i sommeren 1976 for første gang havde besøg af Bob Moore (og Cecily Moore) med kursus om ”åndelig helbredelse” (healing) og dertil hørende undervisning i åndelig ansvarsfølelse. Vi fik gennem disse kurser, der blev en årlig begivenhed, en kontant undervisning i menneskets dybere struktur og kunsten at arbejde med den.

Det står for os som det største ønske i øjeblikket at kunne udfolde den side af Søtofte endnu mere, der har med helbredelse at gøre, ikke ved at opsamle allehånde helbredelses-metoder, men ved at hjælpe mennesker til også meget praktisk at være deres egen læge. Derfor lægger vi vægt på at samle impulserne fra Bob Moore op f. eks. ved kurser om Naturlægekunstens teori.

Men den esoteriske baggrund for Søtoftes arbejde skal holdes fast. Det er for os ejendommeligt at tænke tilbage på, at ”tidens kaos” brød ind over Søtofte (og det var der en mening med), samtidig med at vor tidligere række af gudstjenester i Nikolaj Kirke holdt op. Det bør nok også nævnes, at - helt bortset fra ungdomsoprørets sidespor - min Indiensrejse gav mig ganske kontante og ubehagelige oplevelser af, hvad der kan ske, hvis ens åndelige beskyttelse ikke er i orden. Jeg har i tidens løb været nysgerrig nok til at have erfaret, at der findes både positive og negative kræfter i luften omkring os.

For Søtoftes vedkommende må beskyttelsen ligge i en fastholdelse af kontakten til Kristuskraften, som det f.eks. sker ved gudstjenesterne i Vognporten. Der er hermed ikke tale om en dogmatisk tvang for mennesker, der færdes på Søtofte. Vi skal have et åbent mødested. Men det må for sin egen beskyttelses skyld have et midtpunkt, der ligger fast - ligesom for øvrigt ethvert menneske må have det. Kristuskraften bliver således ikke en snor, der som en grænse lægges omkring os. Den bliver et punkt, hvorfra et lys trænger udefter som igangsættende. Fremfor alt som en impuls, der fortæller os, at vi befinder os i et levende univers, omgivet af personlige kræfter og hjælpere, der er villige til at komme os i møde.

Fremover?

Vi søger således at opbygge en skole, der arbejder med hele mennesket. Der må arbejdes med tanken gennem analyser både af psykologisk og social art. Men der må også arbejdes med følelse, som det kan ske i værksted eller Vognport. Og det nytter alt sammen intet, hvis ikke viljen aktiveres, som det sker i gartneri og praktisk hverdagsliv.

Hvad vil så blive den ydre form på alt dette?

Belært af erfaringer vil jeg nok lade det spørgsmål stå åbent.

En første station i udviklingen af dette mangestrengede Søtofte nåede vi, da vi i efteråret 1977 indbød til fire ugers ”overlevelseskursus”, iværksat ud fra tanken om, at ”i dag er det en kunst bare det at overleve som menneske”. Dertil kræves både et sundt sind og et sundt legeme. Derfor formede vi en undervisning, hvor både gartneri, helsekost, psykologi og åndsvidenskab var involverede. Samklangen var god og iøjnefaldende, så vi har måske her den røde tråd i en kommende vinterskole af længere varighed.

Da vi definitivt havde bestemt os for at udbygge Søtoftes bygninger ved egen hjælp, var det en velsignelse gennem to år at få værdifuld hjælp fra Uni, der efter at have solgt sin bondegård ønskede at rejse fra sted til sted for at hjælpe en ny tid til at gro. Sådanne vandringsmænd har været et uvurderligt indslag i Søtoftes liv. Og Uni skal nævnes, fordi han gennem sejt dagligt arbejde udrettede mere end flere fuldtallige arbejdslejre. Vi skal dog videre endnu på dette felt, især fordi egnede lokaliteter til hele den kunstneriske side af Søtoftes liv (farver, musik, eurytmi) må indrettes.

Er den gamle åbenhed så gået tabt under stormene? Måske har tiderne forandret sig siden 1950'erne, da åbenhed var et mål i sig selv. I hvert fald er det tydeligt, at man - det gælder os alle - i dag må have en meget fast kerne for at kunne være åben udadtil. Vi bygger stadig på det billede, at Søtofte er en korsvej, hvor mennesker kommer fra hver sin retning og går videre i hver sin retning, efter at vi under mødet har lært af hinanden. Mødestedet ved korsvejen må imidlertid have en kerne, også selv om det af og til vil virke udfordrende (og det vil vel sige: tankevækkende, impulsgivende). Der er forskel på at ville omvende andre - og på at ville være en udfordring, der sætter tanker i gang.

Jeg skrev i et medlemsblad november 1975:

”Kunne vi ind i dette milieu og disse impulser hente mennesker, der kæmper ensomt med deres eget sporskifte, føre dem ind i en helt personlig undervisning (også uden for kurserne) og hjælpe dem til at finde nyt livsindhold! Vi har en vision af små flammer fra et stort, usynligt, kosmisk bål, små flammer, der i disse mørke år plantes ud her og der i verden. Søtofte har fået en sådan lille flamme. Det vil kræve meget at værne den. Undertiden må vi sige nej til noget for at redde den. Om den flamme holdes levende, er Søtoftes livsbetingelse”.

---

Fra toppen af Søtoftes tag spejder Heimdal som vejrhane til alle verdenshjørner. I gammel nordisk tro er Heimdal vogteren på broen til gudernes hjem. Han kan høre græsset gro og ser, hvad der sker tusinde mile borte. Og når ondskaben løber storm, blæser han i sit Gjallarhorn for at vække til kamp. Grundtvig siger, at ondskaben, Heimdal advarer imod, det er materialismen.

Den gamle tro fortæller videre, at da stormløbet endelig kommer, taber guderne slaget. I første omgang. For guder har den mærkelige egenhed, at de kommer igen. Og de kom igen, anført af Vidar. Men det er en anden historie.

-

Må kun citeres med udtrykkelig kildeangivelse.