SMELTEDIGEL - SOMMEREN 1965 TIL APRIL 1973 PÅ SØTOFTE
af Lene Borring Dragsdahl, cand.mag. i dansk, engelsk og retorik
I den periode kaldte han sig ikke Johannes, men Johs. Den periode handlede for Johs. om at holde fast i at være et mødested for alternative tanker, men også om at tilføje global solidaritet og om at forstå og formidle dynamikken i og tankerne bag ungdomsoprøret – det antiautoritære – det kollektive - det grænseoverskridende – kønsrollemønstrene – bevidsthedsudvidelse. Først skriver jeg om hvad der skete, og derefter nogle artikler.
To mennesker mødes og et familieliv opstår
Mit liv med Johs. varede kun 7½ år, men det var en turbulent og lærerig tid. For os begge.
Jeg var flyttet fra Norge med mine to piger, arbejdede som korrespondent i Industrirådet og var blevet kontakt i Danmark for Pater Pires freds- og udviklingsarbejde, som han havde fået Nobels fredspris for. Fredsprispengene brugte han til at bygge Fredsuniversitetet, og derfor fik han Sonningprisen. Jeg er ikke taler, sagde han, men et handlingsmenneske – og han handlede utrætteligt. Han kaldte sig: en fredsarbejder, der prøvede at være de stummes stemme.
3. gang han bad mig om at hjælpe, kunne jeg ikke sige nej. Jeg fandt sammen med et par stykker, og vi lavede en lille forening, Pater Pire Kredsen, som bl.a. ville sende skolepenge til børn fra Tibet og Rwanda. Den lille forening og de tanker havde Johs. hørt om. Han dukkede op for at høre nærmere, og det var vist kærlighed ved 1. blik for os begge. Johs. blev optaget af tankerne om fred og solidaritet og konfliktløsning. Og jeg ”fandt hjem” i de ting han kunne tale om: mening med livet, intuition, religiøse følelser. .
Da Johs. og jeg havde mødt hinanden, fik vi et samarbejde i stand mellem foreninger der arbejdede med kulturmøder. Vi fik en masse foredragsholdere igennem International Student Center og World University Service, fx Kuchilingulo fra Tanzania, som lavede landsbyudvikling, en arkitekt fra Formosa, en ingeniør fra Marokko, en kvindelig højesteretsdommer fra Senegal, som talte om kvindernes stilling, en schweizisk økumenisk missionær fra, ja hvor i Afrika var det nu. Pater Pire kom nogle gange og holdt foredrag for fulde huse. Jeg oversatte ved foredragene. Søtoftekredsen og Pater Pire Kredsens medlemmer fik en masse gode foredrag og en masse god og spændende viden.
Jeg havde gjort mig færdig med handelsfaglærereksamen i engelsk, mens jeg ventede Bo; og jeg fik Bo passet, mens de store børn var i skole, så jeg kunne gå i praktik på Købmandsskolen.
Det var en hård start på et ægteskab. Johs. boede i sine forældres hus, og jeg boede med mine 2 store piger og vores fælles baby i min lille lejlighed.
Så døde Johs.’ far, og vi flyttede alle sammen ind i svigermors hus, og der fik vi Henrik, Johs.’ søn af 2. ægteskab, boende hos os i et år. Hans mors arbejde gjorde, at hun ikke kunne give ham den opmærksomhed han havde brug for. Henrik var lidt yngre end min yngste datter. Efter et år ville Henriks mor have ham hjem igen, og vi græd vore modige tårer. Det var så tilbage til ét besøg om måneden og en uge i sommerferien. For Jørgen og Annette, Johs.’ børn af 1. ægteskab, var det uregelmæssigt med besøgene, for de var store nok til selv at styre det, og de vidste de altid var mere end velkomne.
Svigermor var et sødt og fint menneske, som havde været aktiv og engageret, bl.a. i kvindebevægelsen. Hun levede lidt i sin egen verden. Johs.’s adoptivsøster, Agnethe, kom meget tit og hyggede om svigermor og vaskede hendes lange, tykke hår.
Vi boede i Lyngby og tog til Søtoftegaard i arbejdsweekender for at gøre stedet klart til sommerens kurser – og svigermor var med. Hun mistede altid sin nøgle til værelset - Johs. havde lavet en dirk. Og så var vi på Søtoftegaard i feriesæsonen for at lave sommerkurser. Og af og til tog vi til Graneholtet, sommerhuset. Dvs. i et par år tog vi til Graneholtet hver gang et kursus sluttede. Johs. inviterede udvalgte gæster med dertil på kaffe og kager. Jeg tror nok jeg havde haft brug for tid sammen med ham og børnene, men Johs. var et menneske der lod sig begejstre af et pludseligt indfald, og som elskede at omgive sig med mennesker.
Johs. havde kendt til Servas – det globale netværk af rejsende og værter – fra det startede på Askov Højskole. Det havde skrantet i et par år, men Johs. hjalp en ny Servassekretær med at få gang i arbejdet i Danmark igen.
Højskoleliv og højskoleplaner
Vi besøgte kollektiver, bl.a. Maos Lyst – men også mere syrede steder, læste og spurgte og lyttede til hvad de tænkte og ville, og hvad bevidsthedsudvidende stoffer var, og hvorfor nogle tog dem. Prøvede at forstå i lyset af psykologi og religiøse oplevelser. En ung fyr og Johs. ville lave et ungdomsblad sammen, og den unge fyr påtog sig at organisere salg af bladet. Det blev trykt – og Johs. gav den unge fyr de penge han lige havde arvet fra en tante – men oplaget blev ikke solgt, og den unge mand var vind og skæv i dagevis. Samarbejdet blev afbrudt. Jeg var vred og frustreret, for vi manglede altid penge, havde altid regninger hængende over hovedet, og jeg kunne ikke bede om penge til noget, når vi ingen havde. I bakspejlet kan jeg godt se, at det var dumt, men sådan var jeg jo opdraget. Og – han havde ladet sig begejstre ved muligheden for at gennemføre en ide.
Søtoftegaard lå på Midtsjælland, ved nordsiden af Gyrstinge sø. Johs. kunne bruge halvdelen af hovedbygningen + Birkehuset, anneks og hytter. Det var en trelænget gård, og Birkehuset lå som et selvstændigt hus på den fjerde side, så gårdspladsen var delvis lukket. Annekset lå i haven indenfor hækken, og hytterne lå udenfor hækken. Forpagteren, Peter Hansen, og hans familie – utrolig søde mennesker - boede i den anden halvdel. De havde køer og svin i stalden. Køerne gik på engen om sommeren – når de ikke brød ud gennem hegnet. Peter Hansen dyrkede markerne – og han elskede stedets skønhed.
Nogle gange var Søtoftegaard lejet ud til Lisle Fellowship, et amerikansk kursus. Forkælede unge amerikanere blev anbragt langt uden for lands lov og ret og fik besked på, at der ikke skete andet end de selv kunne blive enige om at sætte i gang. Det kunne der gå megen god tid med at skændes om. Den sidste uge af kurset blev de imidlertid i små grupper sendt ud til fx en fiskerfamilie, en familie ramt af oversvømmelse ved Vadehavet, en familie på et skibsværft osv. De skulle lave en sociologisk undersøgelse og fortælle de andre om det – og de skulle vurdere deres samarbejde. Det var altid en fantastisk proces.
Der havde altid – siden Johs.’s mor arvede gården fra sin bror og gav Johs. lov at lave kurser der - været foredrag om Steiner, Martinus, kunst, psykologi, mystikere, personlig udvikling, meditation, kristendommen som mysterievej, astrologi, utraditionel lægekunst, yoga, m.m. Der var yogalærerkonference hvert år. Kursisterne deltog i opvasken efter måltiderne, og der var opvaskekaffe, så det var en ret populær beskæftigelse – udover at man sludrede godt når man arbejdede sammen. Der var altid en dag med fælles slentretur i Allindelilleskoven, og der var gerne en udflugt til fx kirker med kalkmalerier. Dagsrytmen var: stilhed i kapellet 7:50, morgenmad 8:15, morgentanker, foredrag 9:30, værksted for halvdelen af kursisterne 11, middag 12:30, værksted for den anden halvdel af kursisterne 14:00, te 15:30, eftermiddagsforedrag, aftensmad 18:00, af og til aftenforedrag.
Johs. og børnene og jeg boede på førstesalen i Birkehuset, og kursisterne i halvdelen af hovedbygningen, anneks og hytter, og nogle i telt. Vi havde køkken og spisestue i hovedbygningens kælder, hvor der også var badeværelse og toilet. Der var gasvandvarmer – og det hændte at gasflasken løb tom midt i et bad, som pludselig blev meget koldt. Der var værksted med pejs i Birkehuset, hvor deltagerne kunne udfolde deres kreativitet med tegning, ler og emaljesmykker. For at vedligeholde stedet havde der altid været arbejdsweekender med et større eller mindre antal medlemmer, som kom og arbejdede og hyggede sig.
Gennem vores samarbejde med de andre foreninger fik vi en række sommerlejre fra SCI, Service Civile Internationale. De byggede + studerede. De boede i Birkehuset, lavede meget af deres mad over bål på græsplænen og ombyggede stalden til værelser. Søde schweiziske piger murede vinduer op. Spanske lægestuderende bankede båse ned og byggede vægge. Der blev lavet lofter, sat døre i og bygget badeværelser. De støbte ladegulv, så laden kunne bruges til dramatik. Og de kom på en efterårsarbejdsweekend, hvor de arbejdede sammen med vore hjælpere om at lave terrasse bag stalden og med isolation. Dejlige og inspirerende unge mennesker – så vidt jeg husker en 12-16 stykker pr. hold - men en ekstra belastning på økonomi (materialer og mad) og forsøg på overblik. Vi fik en donation i form af materialer fra Spændbeton i Hedehusene, og vi havde indsamlinger hos Søtoftekredsens medlemmer. Det var en utrolig gave at få arbejdskraft fra alle de mennesker, og også deres glæde ved at arbejde sammen – og det var en utroligt spændende oplevelse af samhørighed på tværs af grænser.
Elevernes egen Højskole
I 1968 var der elevoprør på Ryslinge Højskole. 35 oprørere blev smidt ud, og ligeså de lærere der havde støttet dem. Vi læste om det, og at de havde lejet Hesbjerg til at fuldføre deres højskoleophold, så de kunne få de points der ville skaffe dem ind på de ønskede uddannelser. De manglede en forstander. Johs. ville gerne lave en eliteskole for unge, så jeg opfordrede ham til at søge som forstander. Vi tog derover og blev straks antaget. Så flyttede vi til Hesbjerg med børn, svigermor og marsvin. Vi boede der i ca. 6 uger. De unge mennesker anede ikke hvad de ville, selvom det hed Elevernes Egen Højskole. De lærere som havde lovet at komme og undervise, kom ikke. Det måtte de ikke ifølge deres ansættelseskontrakter. Vi fik indtryk af, at de unge havde gjort oprør for at få mere hyggelige forhold på højskolen, mens lærernes oprør havde handlet om noget mere principielt, som eleverne ikke kunne redegøre for over for os. De var vanvittig søde overfor svigermor – holdt en stor fest for hende på 85-års dagen. Også overfor børnene som nød at kunne gå fra værelse til værelse og blive budt chokolade og en snak.
Vi var til fællesmøde efter fællesmøde efter fællesmøde, og vi førte en stædig kamp for at forklare dem, at enten kunne de få et nyt forstanderdiktatur, eller også måtte de selv tage initiativ. Vi fik spændende gæsteforelæsere – de mennesker der kunne formulere hvad ungdomsoprøret gik ud på, hvad kommunikation handlede om osv. De unge overtog så at lave skemaer for undervisning som de gerne ville have, at Johs. og jeg påtog os. Vi forberedte os, men de kom ikke til timerne. De kunne blive enige om at smide kokkepigen ud og selv overtage madlavningen, og en af pigerne blev kassemester - det var stort set det – der var stadig for mange der bare sløvede den. Når man kalder sig Elevernes egen Højskole, må man tage ansvar, syntes vi. Vi havde jo også pressens altid vågne øje på os. Til sidst greb vi til Lisle Fellowship tricket og fik dem sendt ud i små grupper. Og de kom lykkelige og afklarede hjem. Og der var tv på, og alt var idel lykke. Vi syntes godt nok det var hårdt. Hesbjerg var allerede da forsømt og forfaldent – stort og upraktisk – det eneste badeværelse fungerede sjældent. Og de evindelige møder som ikke førte til noget, fandt jeg meget belastende. Men vi lærte vist noget om gruppedynamik. Og der skete det, at Johs. gradvis holdt op med at tale om eliteskole for unge og i stedet talte om verdensborgerskole.
Da vi var kommet hjem, fik vi besøg af Amdi Petersen og gruppen af initiativtagere til Den rejsende Højskole. De havde jo læst og set i tv om Elevernes egen Højskole. Og de ville finde personer til en skolekreds til at stifte en rejsende højskole, og de kunne tænke sig et samarbejde med os. Det syntes vi lød enormt spændende. Det var meningen at første hold skulle starte på Søtoftegaard, men der var så mange tilmeldte så hurtigt, at de måtte leje sig ind på Rantzausminde. Dermed kom der aldrig noget samarbejde i gang mellem dem og os, men vi var derovre for at lære af hvordan de arbejdede. Og vi var på hotellet på Fanø, da det første hold kom hjem. Og på Tvind, da de havde købt gården der. Spændende og udfordrende bekendtskaber. Vi sugede til os. Vi skulle jo lave en meget speciel skole. Hvad kunne vi bruge, og hvad kunne vi ikke bruge. Johs. kunne i hvert fald ikke bruge den ekstreme sparsommelighed, de var nødt til på Tvind i de første år – det var imod hans fornemmelse for glæde ved et godt kursus, hvis der kun skulle være margarine og skummetmælk. Johs. fortsatte vistnok ikke kontakten til Tvind – deres og hans veje var for forskellige. Jeg fortsatte kontakten med Tvind efter at jeg rejste fra Søtoftegaard, gik en overgang ind i Lærergruppen, og har fortsat god kontakt.
På vej mod en helårshøjskole
Jeg blev gravid med Gertie, og min læge sagde, at jeg havde for meget om ørerne – at jeg skulle vælge mellem baby og svigermor. Det gjorde Johs. meget ondt, da jeg fortalte ham det. Men hans læge sagde, at svigermor skulle på plejehjem mens tid var. Så det kom hun. Hun hyggede sig der, men opfattede det altid som et ferieophold og sagde de unge havde alt for travlt, og at hun gerne ville holde foredrag for dem. Da hun døde, talte Johs. til begravelsen om hendes liv – som jeg aldrig havde vidst noget om. Hun har været en spændende dame – meget aktiv i kvindebevægelsen. Og historisk vidende – hun og Johs.’ far havde sammen oversat et historisk værk fra engelsk.
Ting skete oveni hinanden. Svigermor på plejehjem. Forpagteren på Søtoftegaard fik dårligt hjerte og måtte stoppe forpagtningen. Vi sprang ud i det. Flyttede til Søtoftegaard for at kunne holde mere end sommerkurser. Og jeg måtte sætte mig grundigere ind i at lave vegetarmad og i at være økonoma. Johs., børnene og jeg flyttede ind i førstesalen i hovedbygningen, og vi fik fjernet væggen ind til resten af førstesalen. Og vi ombyggede køkkenet i stueetagen, så det kunne bruges til madlavning til op til 40 personer – det var vi jo tit.
Vi kørte en tur rundt og besøgte højskoler for at snuse til, hvordan de gjorde – til Tvind og til Northenfjord World University i Thy, Johs. kendte Åge Rosendahl. Og derfra til et kollektiv, der lærte os at lave aftenskolekurser på Søtoftegaard ligesom de selv gjorde. Pludselig kom der lidt flere penge ind.
Aftenskolekurser kræver kommunalt tilsyn. Kommunen sendte tilsyn ud for at kontrollere, at der var det antal deltagere som deltagerlisten viste, og at der foregik undervisning. Én gang kom tilsynet midt i en sanseøvelse, hvor man måtte bruge én sans ad gangen. De troede folk var sindssyge, som de gik langsomt rundt og smagte på blomster – og en var så optaget af at udforske sine sanser, at han stod og slikkede på en bil. En anden gang kom de midt i et kursus jeg har glemt alt andet om, end at der var en demonstration foran den amerikanske ambassade = kapeldøren = vildt oprør: deltagerne var delt op i grupper: demonstranter mod Vietnamkrigen, rockere, pæne borgere, politi. Deltagerne gik virkelig op i det. Tilsynet kom midt i den store ”demonstration” og blev nærmest overfaldet af et par stykker, der troede de var journalister.
Vi fandt på ideen med gratis hjælpere. Dvs. unge mennesker fik kost, logi og mulighed for at deltage i kurser mod nogle timers dagligt arbejde. Det skulle vi også lære – at der er mennesker som det er svært at få til at arbejde – men som vil have indflydelse. Johs. mente vi skulle leve som et kollektiv. Og det var ligesom nemmest for de mennesker, der kom i nogle uger eller måneder, at ville lave om på børneopdragelse, mad, regnskab og den slags. Så der var dage uden varme, fordi den ansvarlige havde glemt at bestille petroleum. Morgener uden mælk til børnene, fordi en af de unge havde været tørstig. Kolde dage med åbne døre, fordi det var besværligt at lukke hoveddøren op og i efter sig. Hunden, som absolut ikke måtte gå i skoven, blev taget med og sluppet løs. Og det kunne være vanskeligt at se, hvad det var de havde arbejdet med.
Det ene par fodrede rotter i hønsegården. Det gav en lang og besværlig rotteudryddelseskampagne, hvor Johs. og jeg med handsker osv. lagde livsfarlig gift ud på afspærrede steder. Det andet par ventede barn og mente at jeg skulle hjælpe hende – jeg havde lige født Gertie og havde egentlig nok om ørerne. Vi havde ingen vaskemaskine. Sengetøj og håndklæder blev sendt på vaskeri – men der var masser af vask i en balje i kælderen med 4 børn og 2 voksne. Vi havde ingen varme i soveværelserne på 1. sal – kun i det unge pars. Det par tog væk hver weekend når der var kursus og skulle gøres rent, laves mad og vaskes op. De blev smidt ud til sidst. Det viste sig at de også var blevet smidt ud fra kollektivet de kom fra, for i vrede over at folk ikke ville være vegetarer, havde han brugt alle madpengene til at købe buer og pile, så de selv kunne jage deres mad. Så fik vi en ung englænder som hjælper efter et kursus. Han var sød. Men det var vist ham der tømte aske i skraldespanden og brændte køkkenet af. Og en jugoslav kom dumpende. Han lavede en masse udendørs arbejde. En amerikaner der havde været fredsarbejder på en stillehavsø. Han tullede nu mest rundt i egen tanker. Et amerikansk par – men de nægtede at gøre rent i værelser med edderkopper. Og Johs. og jeg holdt møder med hjælpere og prøvede at finde ud af, hvordan man arbejder sammen og får en virksomhed som Søtofte til at fungere. Vi måtte lære at strukturere og at stille krav og grænser op for dem, der gerne ville have en gratis ferie.
Og vi fik militærnægtere. De var gode og påtog sig en masse vedligeholdsopgaver og opgaver i det hele taget. Og en af dem er stadig gift med min ældste.
Johs. holdt mange aftenskoleforedrag. Han tog af sted mandag middag med bilen og kom tilbage fredag middag. Og jeg måtte sørge for at have købt ind hvad der skulle bruges til hele menagen i ugens løb. Og når han kom hjem, måtte vi af sted og købe ind til weekendkursus eller udlejning. Og Johs. arbejdede med at skrive, forberede foredrag, finde ud af, hvad den skole egentlig skulle – og hvordan. Der var en ansøgning i Undervisningsministeriet om at starte en højskole. Det havde der været længe. Og der var lang ventetid. Vi var der til møde af og til. Og der var bestyrelsesmøder – dejlige mennesker i bestyrelsen. Dvs. der skete af og til det, at et energisk menneske kom ind i bestyrelsen og ville overtage stedet og køre det efter egne tanker og ideer. Men sådant kan det vist ske alle steder – som i tegnehæftet om Iznogood, der vil være kalif i stedet for kaliffen.
Vi var begyndt at afholde weekendkurser og at udleje lokaler til weekendkurser. De kunne hedde: ”De skjulte livslove”, ”De tolv sanser og de tolv stjernetegn”, ”Besøg i Kina”, ”Om undervisning af børn”, ”Reinkarnation – teori eller bevist?”, ”Alternativ læreruddannelse”, ”Hvordan man arbejder på sin udvikling”, ”Teknik for hverdagsmeditation”, ”Hvordan udvikler vi evnen til at kommunikere?” Og sommerkurserne fortsatte som hidtil, og dukkede noget nyt op, kom en og fortalte om det, fx ”Mennesket i det nye verdensbillede”, ”Menneskets udvikling”, ”Virker straf til det bedre?”, ”Scientology”, ”Kønsroller”, ”Otto Ballin om mineralbalance og kostproblemer”, ”Indien i dag”, ”Bevidsthedsudvidelse og dramatik”, ”Det ustrukturerede samfund”, ”Samtalens vej – tankerne bag Pater Pires Fredsuniversitet”. Johs. var så glad for yogalærerne, at han inviterede hele holdet med til Gerties dåb – inklusive de mænd der kom for at hente dem. Vi fik pludselig meget travlt med at finde ud af bespisning af så mange.
Vi havde et stort internationalt kursus – folk fra hele verden kom for at drøfte verdens situation. Vi havde et ikke-volds-kursus, ledet af en engelsk og en amerikansk kvæker. Amerikaneren havde været med den båd der sejlede medicin til Nordkorea fra det amerikanske folk under Koreakrigen. Det var et inspirerende og hårdt kursus. Vi blev delt op i hold, hvor det ene hold lavede solidaritetsmarcher op ad vejen og blev bombarderet af det andet fra Georgs, naboens, roekule for at lære hvor svært det er at styre en fredsdemonstration. Og vi havde en retreat med Janakananda – en uge uden at måtte tale – dvs. jeg talte med mine børn. Vi indførte fri dans, dvs. man dansede med musikken og ikke som par. Der var skønne aftner med dans på græsplænen med papirlygter i hænderne. Mange kurser sluttede med bål og sang.
Vi fik midlertidige gæster dumpende ind fra forskellige steder i verden – fx en amerikansk folkesanger der sang og spillede for os og på de første Roskildefestivaler, en fransk gadeteatermand, en indisk kunstmaler og yogi, en congoleser der underviste i yoga og dans, en palæstinensisk lærerstuderende som havde været fredsvagt i Irland. Amerikaneren kom mange gange. Han lavede drama med de internationale kursister som byggede stalden om – de lavede et mysteriespil gennem skoven – og fik os til at smide tøjet og ende ude i søen. Grænseoverskridende.
Jeg havde gået på et kursus i skabende dramatik men sluttede, fordi jeg havde det dårligt i graviditeten med Gertie. Vi inviterede Hans Hansen, som havde lavet det kursus + en fantastisk vestinder, som underviste i dans. Hans Hansen kom i stedet med en veninde og holdt hof med den halvdel af kursisterne, som han syntes egnede sig for teater. De andre interesserede ham ikke. Børnene – mine to piger + et par kursistbørn - reagerede så voldsomt på den misstemning, det førte til på holdet, at de gennemførte en afslutningsfest med bål i haven og snacks og rødvin. De havde brugt deres lommepenge og lavede en lille indsamling for at få pengene ind igen, og Hansen med hof blev en del af tiden, og så gik de ned til Hansens hytte og holdt deres egen fest. Johs. og jeg var stolte af børnene. Jeg syntes ikke, et højskolekursus burde foregå på den måde, og begyndte at sætte mig ind i dramaundervisning, og derefter lavede Johs. og jeg dramakurser sammen. Han holdt psykologiske foredrag, og jeg igangsatte med øvelser og opgaver. Og grupperne lavede fantastiske stykker om kærlighed, frihed, menneskets vej … i laden, på kæmpehøjen, gennem skoven. Der kom mange deltagere, og de var mellem 16 og 80. Johs. og jeg arbejdede eminent sammen – især om praktiske ting som rotteudryddelsen, fjernelse af hvepsebo, oprensning af stoppede lokummer og dramakurser – og vore tanker og ideer inspirerede hinanden. Dramakurserne betød et nyt element i hvad Søtofte kunne byde på – at bruge hovedet + kroppen og følelserne. Og at bruge sin kreativitet på en anden måde.
Vi var begge på sensitivitetstræningskursus, og der kom sensikurser på Søtoftegaard. Det handlede om her og nu og meget konkret – ikke noget med at tale om de problemer man havde eller sin sørgelige barndom. Man blev nødt til at se på sin måde at fungere på i forhold til de andre i gruppen, og det var smadderhårdt. Virkelig bevidsthedsudvidende. Et af sensikurserne førte til en happening, for en af deltagerne var nødt til at tage af sted til sin svigerfars fødselsdag, og det var han meget ked af. Så vi andre mødte op på Store Merløse station for at modtage ham efter festen og dækkede bord på perronen med hvid dug og krystalglas. Deltageren blev glad, men togføreren fik et raserianfald og truede med politiet.
Et vendepunkt
Johs. følte sig kørt fast. Han havde altid ønsket en rejse i Indien. Hans livs drømmerejse. Jeg støttede ham i at rejse. Vi duplikerede og solgte mine digte til medlemmerne for at skaffe penge. Og de abonnerede på hans rejsebreve, som jeg så duplikerede og sendte ud. Jeg holdt meget af den gamle duplikator. Ikke nem at bruge, men den Johs. havde lavet illegale blade på under krigen. Jeg fik skattepenge tilbage og vi blev enige om, at de skulle bruges på en rejse til Sri Lanka – så ville han møde mig derovre. Johs. havde en begivenhedsrig rejse. Og han skrev en bog om den, Lotus i Mudder. Derfor skriver jeg ikke om den her, andet end at han besøgte hellige mænd og Gandhiskoler og sugede til sig af indtryk. Et par glimt fra rejsebreve kommer med blandt artiklerne fra perioden.
Han og jeg havde en fantastisk rejse sammen – de berømte buddhistiske statuer i Sri Lanka - besøgte en pige han kendte, som boede hos en guru på Rameswaram – besøgte en Gandhi-bogcafé og en Gandhiskole ved Madurai, hvor de underviste i konfliktløsning – og Pater Pires ”fredsø”ved Tirunelveli = et udviklingsprojekt, hvor jeg cyklede rundt i landsbyerne med socialarbejder og sygeplejerske. Der måtte Johs. blive til sengs. Og jeg måtte rejse alene derfra. En ugestid efter fik jeg telegram fra et sygehus i Madras, at Johs. var indlagt, og jeg skulle komme omgående. Jeg lånte penge af Erik Toft, bestyrelsesformanden, og fik igen arrangeret børnepasning. I 12 dage måtte jeg bo på sygehuset på Johs.’ værelse, før jeg kunne få ham med hjem. Han var i dyb krise følelsesmæssigt over at være så syg og føle sig hjælpeløs og indespærret og hele tiden på vej ind i febermareridt. De fandt ikke ud af hvad han fejlede. Ikke før han havde smittet Gertie og Bo med tyfus. Gertie lå i 2½ måned i isolation – Bo i 1½ måned. Gertie var meget, meget syg. Bo var rask smittebærer. Det var en forfærdelig periode. For Johs. betød rejsen også en omvæltning af hans forhold til yoga og Østens filosofi, som han hidtil havde været meget positiv overfor.
Og så var der kommet mere seriøse gratis hjælpere. Johs. og jeg havde også lært lidt af erfaringerne. Vi havde fundet frem til en slags rammer – ”det givne” – det som hjælpere måtte acceptere. Jørgen kom – egentlig kunstmaler. Og gavlværelset blev bygget af de to små værelser på førstesalen i hovedbygningen, med udsigt over søen. Roger – fransk desertør som ikke ville kæmpe for Frankrigs ære i Tchad, hvor der jo har været borgerkrig i mange, mange år, og hvor Frankrig støtter magthaverne – og hans hollandske kæreste kom dumpende og boede der mens Johs. var i Indien. Roger fik senere hjælp fra den hollandske ombudsmand til at få hollandsk statsborgerskab. Og Eigil var lige blevet færdiguddannet gartner men ønskede at videreuddanne sig inden for biodynamik. Sammen så vi muligheden for at opbygge et biodynamisk gartneri på Søtofte. Eigil begyndte at få undervisning af Ruth og Ove Heinze fra Michaels Bageri, som jo boede ”rundt om hjørnet”, og han begyndte så småt at lave en køkkenhave. Per Brix, som havde lavet sensikurserne, slog sig ned - og senere med sin kone, Bente Ploug. Per indførte husmordag. Vi skulle på skift være husmor – jeg måtte ikke have monopol på børn. Den mindste lærte hurtigt at kalde på dagens husmor, når hun skulle tørres bagi. Og Johs. – og Per, Jørgen, Eigil samt Erik og Ole, der var militærnægtere - lærte at tage sig af børn og hjem. En arbejdsweekend med 16 deltagere samt basisgruppen gik i gang med at indlægge varme i hovedbygningen.
To ting kom udefra. Det ene var ekspropriation af – så vidt jeg husker - 8 td. land, fordi København skulle bruge Gyrstinge sø som drikkevandreservoir. Det tog vi meget tungt, for vi var glade for at ro på søen, og der var en lille strand hvor vi kunne bade i søen. Men der var ikke noget at gøre. Den anden ting var at der var for mange colibakterier i vandet i brønden, så det måtte ikke bruges som drikkevand. En lang sommer måtte vi hente mælkejunger med vand inde fra naboen, Georg, som forpagtede jorden efter at Peter Hansen var stoppet. Der bruges meget vand til 40 mennesker. Der blev boret brønd. Først var der folk med forstand på undergrund som udpegede et muligt område, og så kom manden med pilekvisten og gik rundt i det område og sagde så ”dér”. Og der blev boret dér – meget dybt – men så kom der også vand nok til en hel landsby – så jernholdigt, så der måtte filter i.
Alt i alt havde presset været for hårdt – jeg magtede ikke at kæmpe for vores forhold længere. Men det var svært at tage derfra.
Det er svært at skrive om Johs. som menneske, for han var lige så lukket om sig selv som han var åben overfor mennesker, tanker, ideer. Jeg skrev rejsebrevene ud fra de breve han sendte mig, som var en blanding af reportager og privatbreve, og i et par af rejsebrevene skrev jeg et par af hans private bemærkninger, som viste hvor hårdt det faktisk var at rejse så langt og så meget og næsten blive væltet af indtryk. Det var han meget vred over. Det kom ikke nogen ved, hvordan han havde det. Han var et meget karismatisk og varmt menneske, men han ønskede at forsvinde ind i tapetet som person. Han kunne holde en forsamling i sin hule hånd som taler, og han kunne tale med den enkelte, så han/hun følte sig som et udvalgt menneske. Han havde nok hovedet mere i himmelen end fødderne på jorden – lod sig begejstre - forfulgte sine drømme i så høj grad, at han kunne glemme tingene omkring sig - men han kunne være enormt praktisk på nogle områder. Jeg oplevede, at Johs. gik dybt ind i det han ville lære at kende. Og så trak han sig gradvis ud, samtidig med at han fandt ud af hvad han kunne bruge, og hvad han ikke kunne bruge af det, og hvad kan kunne lære af det. Det kunne virke forvirrende på en udenfor hans tanker, og det var ikke altid han delte sine tanker med nogen. Enhver samtale satte hans tanker i arbejde – og så kunne han være et andet sted, have fået en ny indsigt. De fleste tanker lå og rumlede, mens han tænkte på hvordan han kunne skrive om det. Meget af det skrev han om i højskolens medlemsblad og meget i bøger.
Det var et enormt smukt sted ved sø og skov, masser af plads, masser af mennesker og spændende begivenheder, altid nogen at snakke med. Men også et sted som var kaotisk, alting altid i forandring, stressede og travle forældre, altid anderledes.
-
Tankerne på skrift
Jeg har valgt de artikler fra medlemsbladene ud, som jeg synes siger mest om hvad Søtoftegaard arbejdede med i den periode, og hvor det var på vej hen, og hvad vi gik og baksede med.
Referat af sommeren 1969 - om straf og bevidsthedsudvidelse - (Jd.)
Søtofte - efterår 1971 - (Jd.)
Første korte vinterkursus 1971 - om bevidsthedsudvidelse - (Jd.)
Rejsebreve fra Indien 1971 - (Jd.)
Om at være under tilblivelse - februar 1972 - (Jd.)
Skole for livet - (Jd.)
Kom-kommune-kommunikation ... - (Lene)
Kreativitet... - (Lene)
Hvad skal vi med kosmologi? - (Jd.)
Gensyn med Søtofte - marts 1972 - (Jd.)
Vestens mishandlede rigdomme - (Jd.)
Om det kollektive - august 1972 - (Per)
Om kønsroller - marts 1972 - (Lene)
Ansvarlighed - juni 1972 - (Ole)
-