Må jeg begynde med at spejlvende billedet:

Oktober 1944. En hård nat under skibets styrehus, klemt inde mellem en tysk desertør (franskmand) og en rulle reb.

Og så hentet op i dagslys: Land forude! Trelleborg havn! En ufattelig følelse af frihed. På kajen en soldat bevæbnet med maskinpistol. Men tænk: Han er der for at beskytte mig.

Politiforhør. Hvornår skal jeg dog sige ja, og hvornår nej? Hvad skal skjules? Hvad skal netop siges? Jeg tør ikke stole på ham.

Omsider frigivet. Sendt videre til et privilegeret job i Stockholm, hvorfra det bliver min opgave at sende materiale til kammeraterne hjemme.

Privilegeret. Og alligevel i måneder plaget af skyldfølelse over, at vejen ikke sluttede i KZ-lejren hos de andre. I sikkerhed: Var det ikke et forræderi? Rodløs og tvivlende trods min mulighed for stadig "at være med". I sikkerhed, men som et forræderi...

Og så svenskerne! Som regel så godhjertede, men undertiden - eller altid - uforstående. Nogle negative overfor os fremmede, der var flygtet hjemmefra i stedet for at blive, hvor vi hørte til. Undertiden positive og dog uden begreb om, hvad der foregik i mig.

I nogle karnevalsdage skrev jeg i et digt bl.a:

En ungdom har mistet sin ungdom,

en ungdom var rede at dø

…

I ser, vi har mistet vor ungdom,

som særlinge lad os få fred,

for tankerne er jo hos dem som,

… som mistede livet med!

Det var tungt at være rejst hjemmefra. Også fordi jeg intet vidste om min families skæbne. Og al den velstand omkring mig gjorde mig syg indvendigt. Jeg kunne jo ikke dele den med dem, jeg holdt af.

Jeg føler i dag, at det er svært for mig at være dansker, her i de seneste år, fordi vi forråder en række af vore gode, gamle egenskaber: Medmenneskelighed, åbenhed, medfølelse.

Vi er angste for de fremmede. Hvorfor? Flertallet af danske er reelt uvidende og rådløse. Kun 30 % har (iflg. Politiken og Vilstrup) kendt en flygtning. Dermed kan et meget lille antal af højt råbende og ensidige personer fylde pressens forsider.

Så skal det dog ikke overses, at 30 % af danskerne (de samme som før?) gerne vil hjælpe her og nu.

Hvad ligger der bag disse holdninger?

Lad mig begynde med den påstand, at vi så at sige alle her i landet har vore rødder i gammel bondekultur. De fleste af os voksne har bedsteforældre, der levede på landet. Vi ønsker alle at have parcelhus med jord i haven.

Den gamle tids bonde var i grunden godmodig og gæstfri. Han var uimponeret af "de store". Det var noget med vækst og liv, der var hans livsgrundlag Men samtidig en vis skepsis over for det fremmede - måske endogså naboen! Man ved ikke, hvad de andre kan finde på.

Så har man i 1930'erne forsøgt at forvandle vort land til industrisamfund. Men er det egentlig vor stil? Har ikke selv industriarbejderen i sig en håndværkertype med en stolthed over for sit eget arbejde?

Men "trosskiftet" hensatte os i en usikkerhed, der gør os lidt bange for tilværelsen, ja, en smule neurotiske (krampagtige iflg. min ordbog). Der er sider af os selv, der i industrisamfundet er blevet fortrængt til vores skyggeside: det umiddelbare, de familiemæssige bånd. Her minder flygtningene os ofte om noget tabt og bliver en dårlig samvittighed. Dertil kommer så problemer, vi ikke selv har kunnet løse, men hvor flygtningene kan gøres til syndebukke: De skaber arbejdsløshed, de bruger vores penge, de skaber slagsmål med vore velopdragne (læs: uopdragne) børn.

Neurosen kvæler vores ægte kultur, som var at forbinde ting og mennesker med hinanden.

Man har peget på, at vort demokrati er vokset op fra de små, lokale initiativer. Der blev vi opdraget til det demokrati, der inderst inde består af evnen til samtale.

Det er begyndt at blive klart for os, at dansk kultur har levet og lever af indslag fra fremmede - også i landsognet! Også jeg blev forfærdet, da Danmarks Statistik forøgede antallet af "fremmede" med mange procent ved at medregne deres her fødte børn. Nyt racehad? - Nej, det kunne jo også vendes om, så vi ser, hvor mange af indvandrernes børn, der fungerer som "fuldblods" danske. Man drømmer jo ikke om, at de har indvandrerens baggrund: Jaques Blum, Sam Besekow, Niels Bohr - ja selv dronningen og hendes mand!

Danskerne (hvem det så ellers er) har altid haft en evne til at modtage fremmede impulser og forvandle dem til en ganske særlig livsholdning. Marxismen blev til en Anker Jørgensen. Den skarpkantede Lutherdom blev til en uformelig og uregerlig Folkekirke. Pædagogiske systemer blev fordanskede "i Grundtvigs ånd".

Så er der nogle, der kræver, at de fremmede skal assimileres (betyder: gøres lig med). Hvilken livsstil skal de gøres lig med? Vores neurose?

Noget andet er integration, der har noget at gøre med at være frisk og levende. Den sker kun gennem naturlig vækst og voksende samarbejde. Og her overser vi, at de fleste fremmede hjemmefra har samme sociale og hygiejniske standard som vi selv (undertiden bedre!). Dygtige fagfolk blandt dem må i Danmark arbejde på et ringere niveau: læger, jurister, pædagoger. Det, der skal berige vor kultur, er, at disse mennesker kommer som sig selv og derigennem bringer os noget nyt at tænke over.

"Verden er kommet til Danmark”, kalder Bent Østergaard sin fortrinlige lille bog (1991). Den nuværende situation er jo kun en prøve på, hvad der uundgåeligt må komme. Vi har i årevis drømt om én verden. Vi er mere eller mindre inde i et europæisk fællesskab med anderledes tænkende. En sådan udvikling vil kun fortsætte.

Her er det godt at hente Grundtvig frem. Han oplevede ganske vist ikke de verdensperspektiver, vi står med i dag, men hans meninger er klare.

Et grundord hos ham er folkelighed (et ord, der som bekendt ikke findes på andre sprog): At være tro mod sine rødder, sin historie, sit sprog. Det må også gælde flygtninge.

Et andet grundord hos ham er vekselvirkning, at være i en levende dialog med Loke såvel som med Thor. Dette er vores store prøve over for hele det ukendte verdenssamfund.

Og disse to ord må være kernen i den demokratiske arbejdsform, vi så gerne vil hjælpe andre lidt hen imod. Demokrati som samtale.

Med tillid til danske rødder kan vi sige: Danskheden dør ikke, før vi selv vil det. Rødderne kan skæres over indefra - aldrig af andre, det være sig i EF-union eller fra flygtninges side.

Verden er kommet til os både via satellit-TV og flygtninge. Kan vi bevare os som danske og dermed bidrage noget helt specielt til flygtningene og verdensfamilien?

Den første reaktion har været: Vi må blive internationale!

Arbejderbevægelsen (som jeg ellers har en del til overs for) har bidraget sit bl.a. ved at orientere os meget sydover. Fra anden side truer en amerikanisering – hvem ved: Måske med tiden en japanisering. Fusionerne vil gå over landegrænserne, og: ”de andre er jo så meget dygtigere end vi”.

Her holdes virkelig udsalg af vore egne værdier. Men hvordan kan vi klare os i selskab med ”de store”? Ved selv at blive lige så store? Eller, som jeg før nævnte, ved at være uimponerede? Måske ved at udnytte de inspirationer, der kan ligge i udtrykket ”small is beautiful” – håndværk, økologi, knowhow på hverdagsniveau.

Igen fra Grundtvigs side: Her bruger vi udtrykket mellemfolkelig netop for at understrege, at de folkelige særpræg må bevares i verdensfamilien, hvis den skal være en levende organisme. Vi skal ikke lave os om, men vi skal heller ikke lave de andre om.

Så kommer faren for Danmark fra en anden kant: De supernationale, som, jeg egentlig troede, var uddøde for længst ved at tage ved lære af verdenshistorien. Denne holdning begynder måske med ægte angst (bondens angst for det fremmede). Men angst snører os ind, så det ekstremt nationale ender som en svulst. Den kan i begyndelsen være godartet, men kan let blive en kræftknude, en celledannelse, der går over alle anstændighedens bredder.

Det har for øvrigt undret mig, hvordan man kan gøre indvendinger imod, at andre bygger moskeer her i landet, når vi dog i så mange år har bygget kirker i deres…

Vi må nok indrømme, at der var et ungdomsoprør, der gik over sine bredder, således at vi i dag på højskolerne står med elevgrupper i alderen 15-35 år, der ikke har lært historie, litteratur, dansk – og for øvrigt heller ikke ved noget om kristendom. Uden at blive nationalister må vi igen til i skolen at undervise om vore rødder, ellers bliver vi endnu mere neurotiske.

Et vigtigt led i arbejdet for at integrere flygtningene er de mødesteder (væresteder), hvor de og danske mødes på lige fod. Et sådant netværk ud over landet bygger mange allerede på. Det var f.eks. glædeligt at se Københavns nye biskop som en af sine første handlinger sanmenkalde repræsentanter for københavnske sogne for at få et sådant netværk etableret.

Jeg tror ikke, der ligger missionerende hensigter bag - jf. at Folkekirkens Nødhjælp, der er en af de største hjælpeorganisationer til katastrofeområder, ikke gør forskel på, hvilken religion de nødlidende tilhører! Med de nævnte mødesteder er der skabt mulighed for, at danske kan finde en flygtning, man klinger sammen med, og som kan glide ind som en naturlig gæst i ens hjem. Det giver naturligvis en vis belastning i familielivet, men åbner også op for nye og overraskende oplevelser.

Det er de private hjems atmosfære, der er allervigtigst. Jeg ved af erfaring fra mit ophold som flygtning i Sverige 1944-45, hvor meget vi blev hjulpet af de hjem, der bare ganske stille og uformelt tog os inden for dørene.

I netværket burde højskolerne indgå. Til gavn både for elever og flygtninge kan vi samle de unge op. Dels ved jævnlige sammenkomster, og dels med et ønske om at staten en gang vil give fuld støtte til flygtninges ophold på dansk højskole.